Fox på jagt efter den letteste omvej til ligaen

Nordjyderne fire sejre fra returbillet til den bedste håndboldrække

FREDERIKSHAVN:Den direkte vej til HåndboldLigaen glippede for Fox Team Nords kvinder, men cheftræner Ola Månsson tror stadig på, at han kan aflevere et ligahold efter denne sæson. - Vi blev ikke specielt skuffede i søndags, da SønderjyskE tog førstepladsen og rykkede op, for det var reelt først i de allersidste runder, vi pludselig igen fik en lille mulighed for at passere dem i tabellen. Igennem det meste af sæsonen har det ligget til, at vi skulle ud i kvalifikationskampe for at rykke op, så det har vi længe været gearet til, siger den svenske træner, der efter denne sæson afløses af den nuværende Horsens-træner Anders Thomsen. I aften gælder det den første af kvalifikationskampene, og modstanderen er Team Tvis Holstebro, som Fox Team Nord besejrede i søndags på udebane med 28-26 i grundspillets sidste runde. - Vi har slået dem to gange i turneringen og bør også kunne gøre det igen, selv om jeg forventer en ganske anden kamp i aften med større intensitet, højt tempo og fight. - Team Tvis Holstebro har et mandskab med mange små og lynhurtige spillere, så de vil helt sikkert forsøge sig med kontraspil, men for os gælder det om at stå godt i forsvaret. - I søndags fungerede det godt i kampens sidste 40 minutter, hvor vi tog afstand og vandt kampen. I aften skal vi være på plads fra første fløjt, og så vinder vi matchen, siger Ola Månsson. Fox-træneren forventer heller ikke i aften at have bagskytten Anja Kristensen med i truppen. Hun sad over i søndags med et forstrukket ledbånd i foden. Da bedyrede hun ellers, at en kvalifikationskamp ville blive med hende på banen, men mandagens træning afslørede, at hun end ikke var i stand til at løbe. Mirakler - Så der skal ske store mirakler, hvis hun skal være med på bænken i aften. Til gengæld håber jeg, at hun kan spille i returkampen på søndag i Holstebro, siger Fox-træneren. I Anja Kristensens fravær trådte svenske Alexandra Möller virkelig i karakter i søndags, hvor hun nettede otte gange og blev topscorer. - Og samtidig tog hun godt fat i forsvaret, så hun leverede en fremragende kamp. Derfor er hun også en vigtig spiller for os i aften, når vi skal tage det første skridt mod ligaen, lyder det fra Ola Månsson, der stiller med uændret trup. I den anden kvalifikationskamp til ligaen mødes Silkeborg-Voel KFUM og Skive med returkamp på søndag. Eventuelle 3. kampe spilles onsdag 27. april, hvorefter de to vindere dyster videre om en endelig ligaplads, mens de to tabere skal spille om retten til at møde nummer ni fra ligaen i en omgang kvalifikationskampe.