Fox-piger skal igen på langfart til Sjælland

Håndbold 17. januar 2007 05:00

FREDERIKSHAVN: Blot fire dage efter en anstrengende tur til Ringsted, er 1. divisionsholdet i kvindehåndbold fra Frederikshavn Fox igen på Sjælland. I aften møder det nordjyske tophold Lyngby i en kamp, der egentlig var programsat til 3. december. - Men da Lyngby havde en spiller involveret i en U 19-landskamp samtidig med at vi havde Lina Möller med omkring den svenske EM-trup, enedes vi om at udskyde kampen til i aften, forklarer Fox-træner Anders Thomsen. - Og selv om der er tale om en lang tur på en hverdag til hovedstaden, skal vi være dygtige nok til at snuppe de to point, der vil betyde, at vi bevarer forspringet på førstepladsen ned til Skive, som kommer til Frederikshavn i den kommende runde. Holde fokus - I første omgang skal vi dog holde fokus på kampen i Lyngby, for de har et godt hold, som lige har lammetævet Gladsaxe, så der er ikke råd til, at vi slipper grebet. - Vi har aldrig tidligere mødt Lyngby, som har en trup med en unge, teknisk dygtige spillere. - I den seneste uge har vi haft en del sygdom i truppen, og under mandagens træning måtte Lina Möller udgå med ømhed i knæet. Alligevel forventer jeg, at vi kan stille en stærk trup og håber da også at få sidstnævnte med til Lyngby, slutter Anders Thomsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...