Håndbold

Fox-pigerne i kapløb med tiden

Louise Andersen er efter en langvarig skadespause igen klar til håndbold, men hendes kontrakt med Fox får måske ikke DHF's godkendelse inden sæsonpremieren.

Louise Andersen er efter en langvarig skadespause igen klar til håndbold, men hendes kontrakt med Fox får måske ikke DHF's godkendelse inden sæsonpremieren.

FREDERIKSHAVN:Det bliver et kapløb med tiden for Frederikshavn Fox for at få klubbens nye spillerkontrakter godkendt af Dansk Håndbold Forbund tids nok til, at de kan spille med for vendelboerne i sæsonpremieren lørdag 19. september på hjemmebane mod Øresund Håndbold. - Der er tale om et halvt hold, så vi gør naturligvis alt for at få papirerne i orden, og jeg forventer da også, at det er på plads i næste uge, så alle vores nye kontraktspillere kan være med i premieren, siger John Christensen fra Fox-bestyrelsen. - For overhovedet at have de økonomiske midler til de kontraktspillere, som vi har lavet aftaler med, har det nødvendigt at finde kapitaltilførsel, og her har vores mål hele tiden været omkring 950.000 kroner, og vi har fundet 850.000 kroner og håber selvfølgelig på også at kunne hente det sidste beløb. - Kapitaltilførslen betyder dog under alle omstændigheder, at vi har pengene til vores kontraktspillere, men inden DHF godkender vores nye kontrakter, skal de se et regnskab for vores udvidede anpartskapital, ligesom de skal have en månedsoversigt pr. 31. august, og begge dele er på vej til forbundet, siger John Christensen. - Endelig har vi endnu en hurdle med Lene Tønnesen, der kommer fra norsk håndbold, og mens vi allerede har spillercertifikaterne på alle øvrige i truppen, skal vi have hendes sendt fra DHF, og det er ikke sket endnu. - Men selv om det er ved at være op over, tror vi på en positiv løsning og et fuldt hold med spillerkontrakterne i orden, når vores premierekamp fløjtes i gang næste lørdag.