Håndbold

Fox serverer også sild onsdag

Fanny Lagerström er klar til den vigtige dyst i Arena Nord onsdag aften.

Fanny Lagerström er klar til den vigtige dyst i Arena Nord onsdag aften.

FREDERIKSHAVN:Efter fem kampe står Frederikshavn Fox Team Nords håndbolddamer i Toms Ligaen med blot to point, og det er for lidt til at overleve i den skrappe række. Derfor skal der hentes point onsdag aften klokken 19.30, hvor det i Arena Nord helst skal blive til en sejr over SK Århus, som er et andet af ligaens hold i nederste region. - Vi glæder os til at se et virkeligt tændt Fox-hold, som giver SK Århus kamp til stregen og beholder to point i Frederikshavn, siger bestyrelsesmedlem i Fox, John Christensen. - Der er brug for rigtig mange tilskuere til kampen, for vi ved jo alle, at stor opbakning fra mange tilskuere ofte kan være den afgørende ottende spiller. Det får vi brug for i alle kampe og ikke mindst på SK Århus, siger administrationschef i Fox, Mads Buje. I forbindelse med klubbens hjemmekamp onsdag aften forsøger klubben sig med et nyt initiativ for at få flere folk i hallen og for at gøre det bedre for dem, der kommer. - I samarbejde med Arena Nord og Madkongen disker vi op med et kæmpe sildebord inden kampen. Der bliver tale om et ordentligt sildebord med flere slags sild og alt man kan ønske sig af tilbehør, fortæller Mads Buje. De første 200, der købte billetter, får sildebordet helt gratis og herefter koster det blot 30 kroner. - Dermed kan man meget billigt sikre sig aftensmaden og en god gang håndbold mod SK Århus, siger Mads Buje.