Fox skal undgå målorgie

Nordjyder på svær opgave i hovedstaden mod formstærke FCK Håndbold

FREDERIKSHAVN:Fox Team Nord er advaret inden aftenens udekamp i kvindernes HåndboldLiga mod FCK Håndbold. For en uge siden besejrede københavnerne nemlig samme sted Aalborg DH efter et målorgie med cifrene 42-36, så for de nordjyske ræve gælder det om at holde det stærke københavnske hjemmehold fra at få scoret i stimer. - Heldigvis kan vi stille i noget nær stærkeste opstilling, da vi forventer, at Ingrid Hrckova har overvundet sin knæskade så meget, at hun kan spille med, siger Fox-træner Heine Eriksen. Han må dog fortsat undvære langtidsskadede Karina Jespersen samt Helle Dam Nielsen, der stadig døjer med akillessene-problemer. Inden aftenens kamp er Fox Team Nord sidst i ligaen med fem point op til Kolding IF og SK Århus på pladserne over den direkte nedrykningsstreg, så uventede point mod FCK vil være særdeles velkomne. - Vi skal have minimum to point i de to næste kampe, der er ude mod FCK i aften og hjemme på lørdag mod Aalborg DH. Ellers er løbet kørt for os, erkender Heine Eriksen, der fortsat er i dialog med den nordjyske klub med hensyn til et nyt engagement i næste sæson. - Jeg holder alle døre åbne, lyder hans melding. Heine Eriksen, der har privat bopæl i Århus, får måske meget lettere til træning i næste sæson. SK Århus' islandske cheftræner Kristjan Halldorsson stopper nemlig ved sæsonens udgang, men et eventuelt skifte til århusianerne vil Heine Eriksen ikke kommentere. Fox kommer i øvrigt til at undvære cheftræneren i næste uge, da han som U-landstræner skal med til Rumænien, hvor de unge, danske landsholdsspillere i en turnering desuden møder Polen og Ungarn.