Håndbold

Fox snublede i første forsøg

Svagt angrebsspil blev kostbart og nu venter en altafgørende oprykningskamp i Åbenrå

Sabine Pedersen og holdkammeraterne i FOX skal være skal være skarpere i knald eller fald kampen. Foto: Carl Th. Poulsen.

Sabine Pedersen og holdkammeraterne i FOX skal være skal være skarpere i knald eller fald kampen. Foto: Carl Th. Poulsen.

Fr.havn fox sønderjyske 22-24 håndbold, ligaoprykningAf Jens Ole Pedersen jens.ole.pedersen@nordjyske.dk FREDERIKSHAVN: Uafgjort havde været nok til at sende Frederikshavn Fox op i GuldBageren Ligaen, men for mange afbrændere og i det hele taget et skidt angrebsspil kostede muligheden for oprykning i Arena Nord. - Vi er selvfølgelig meget, meget skuffede, men vi skal nok rejse os i den tredje kamp 2. pinsedag, lød det fra en ærgerlig cheftræner Morten Holmen. - Men vi var ikke skarpe nok, og 22 scoringer er bare ikke godt nok. Især svigtede målene fra vores bagskytter, og så blev det også svært for dem på stregen, fordi der aldrig blev den fornødne plads til dem. SønderjyskE kom bedst fra start og bragte sig i front med 5-2, men med Lise Kirkegaard som den store indpisker og fighter fik Fox sig bragt ind i kampen, og det var et lidt magert udbytte for hjemmeholdet, at stillingen ved pausen var 10-10. Gejsten var væk - Men efter en fornuftig første halvleg mistede vi gejsten fra starten af anden halvleg, og selv om vi fik hentet SønderjyskE's føring på fem mål, halsede vi hele tiden bagefter, forklarede Lise Kirkegaard, der var sit holds bedste spiller. - Vi lavede for mange personlige fejl, og de lette mål fik vi aldrig scoret, men vi kommer igen og rejser os i det sønderjyske, hvor vi for en uge siden viste, at vi kan vinde dernede. Hos Fox var målvogter Pernille Fisker glimrende i første halvleg, hvor hun leverede flere feberredninger, men da SønderjyskE med fem rappe mål gik i front 15-10 efter pausen, kom Hanne Frandsen ind i buret og gjorde det pænt uden at kunne afgøre noget. Skidt dag i angrebet Men det store problem hos Fox lå altså også i det angrebsmæssige, hvor især Maria Toth havde en decideret dårlig dag med en stribe afbrændere, og hverken fra stregen eller fløjene var der meget at juble over for hjemmeholdet. Skal Fox juble efter den tredje oprykningskamp 2. pinsedag i Åbenrå, er der ikke råd til, at en stribe spillere svigter. kampfakta: Stillinger undervejs: 2-1, 2-5, 6-5, 9-8, (10-10), 10-15, 15-15, 18-20, 19-23. Mål: Fox: Lise Kirkegaard 5, Anna Maria Johansson 5, Renate Saastad 4, Martina Adamsson 4 (1), Camilla Andersen 2, Maria Toth 1, Trine Blomquist 1. SønderjyskE: Camilla Larsen 6, Maria Krøyer 6, Thea Keller 5(2), Nikoline B. Nielsen 4, Kathrine B. Nielsen 2, Sabrine Schmidt 1. Udvisninger: Fox 1, SønderjyskE 2. Dommerpar: Jesper K. Madsen og Torben Mortensen. Tilskuere: 889.