Håndbold

Fox-streg ramt af eksamens-feber

RANDERS:Fox Team Nords 24-årige stregspiller, Heidi Johansen, måtte tage pladsen som bænkevarmer i Randershallen, der indtil denne sæson var hendes hjemmebane, og udover skuffelsen ved ikke at være med mod Rusland, var hun også noget utilfreds med sin egen indsats i e-Boks Challenge 2002. - I lørdagens kamp mod Jugoslavien fik jeg en del spilletid især i forsvaret, der er min force, men det blev aldrig rigtig godt hverken for mig eller mine holdkammerater, og søndag eftermiddag kunne jeg fra nærmeste bænk konstatere, at hverken forsvar eller angreb var bedre mod de russiske verdensmestre, sagde Fox-stregen. - Jeg er på nuværende tidspunkt meget i tvivl om mine muligheder for at komme med i den endelige EM-trup, og alt vil formentlig afhænge af, om landstræner Jan Pytlick vælger at spille med tre stregspillere, som var tilfældet under VM i Italien sidste år, eller han ønsker at have garderinger på samtlige pladser i truppen. - Gør han det, kan jeg måske få svært ved at komme med som stregspiller på bekostning af Mette Melgaard eller Karen Brødsgaard, lyder spådommen fra Heidi Johansen. - Heidi bør med Til gengæld er hendes klubtræner i Fox Team Nord, Heine Eriksen, ikke det mindste i tvivl om, at hun bør få en plads i EM-truppen. - Landstræneren gør klogt i at tage tre stregspillere med, og så er Heidi Johansen selvskreven. Jeg mener ikke, at Jan Pytlick behøver tage garderinger med på samtlige pladser, og på højre fløj kan han for eksempel godt nøjes med Josephine Touray. Den danske landstræner venter til 19.november med at udtage de 16 spillere til EM-truppen, og hans kommentar til situationen omkring den endelige trup er, at han har flere modeller. - Dem vil jeg veje op mod hinanden i den kommende tid, men klogere blev jeg bestemt ikke af træningsturneringen, erkender Jan Pytlick.