Fox tog ny DM-titel

Fejrer liga-oprykningen med mesterskab i strandhåndbold

NYBORG: Frederikshavn Fox forsvarede sidste års danmarksmesterskab i strandhåndbold med bravour, da finalestævnet i går blev afviklet på Nyborg Strand. I den specielle disciplin tæller hver vunden halvleg som et point, og i den indledende pulje gjorde Fox'erne rent bord med 2-0 sejre over både de nordjyske mestre Horne KFUM, Bjerringbro og Grenå. I semifinalen vandt frederikshavnerne 2-0 over Ydun, og i finalen blev Odense besejret med samme cifre. - Vi har overhovedet ikke trænet på stranden, men var klart det bedste hold, berettede Fox-træner Morten Holmen efter triumfen, der blev belønnet med både pokal, guldmedaljer og pengepræmie samt et døgns gratis hotelophold i Nyborg, hvor nordjyderne i dag sammen med Odenses sølvvindere deltager i første udgave af det skandinaviske mesterskab i strandhåndbold. Her er de øvrige deltagere Eslöv fra Sverige og Stabæk fra Norge. Den vindende Fox-trup bestod af Hanne Frandsen, Helle Thomsen, Lilian Thørholm, Alexandra Möller, Lina Möller, Lene Kragh og de to unge talenter Sabine Pedersen og Lise Kirkegaard. Horne KFUM vandt ved DM-stævnet 2-0 over både Bjerringbro og Grenå, men det lykkedes akkurat ikke for holdet at komme videre til semifinalen som bedste toer i de tre puljer. Horne-mandskabet kunne dog trøste sig med, at holdet henviste Fox til andenpladsen ved det indledende stævne i Aalborg. Her blev slutkampen på grund af kraftig regn afgjort på straffekast, mens vejret i går var både tørt, varmt og solrigt. Hos mændene lagde FfI ved stævnet i Nyborg ud med at besejrede Skovbakken 2-0, men tabte siden 1-2 til Otterup og 0-2 til GOG Svendborg, hvorefter nordjyderne havde udspillet deres rolle. DM-titlen gik til TMS Ringsted.abel