Fox trak nitte i parløb

Nordjysk sejr ikke nok til direkte liga-billet

Team Tvis Holstebro Fox Team Nord 26-28 Håndbold, 1. division kvinder HOLSTEBRO: 24 sejre i grundspillets 26 kampe var ikke nok for Fox Team Nord til en hurtig returbillet til HåndboldLigaen. De to nederlag i sæsonen faldt nemlig i de to opgør mod SønderjyskE, og så hjalp det ikke tilstrækkeligt, at de nordjyske ræve gjorde rent bord mod de øvrige 12 klubber. Parløbet med sønderjyderne var forudset af alle, allerede inden sæsonen kom i gang, og der har da også kun været spænding helt i top mellem de to klubber. - Men det blev altså skæbnesvangert for os, at vi gik ned netop i de to kampe, og på den baggrund er det i orden, at sønderjyderne tager oprykningen direkte, mens vi skal ud i kvalifikationskampe, lød det ærligt fra Fox-anfører Gitte Aaen i minutterne efter matchen i Holstebro. Her skal Fox Team Nord ned igen på søndag, og allerede på onsdag aften mødes de to klubber i den første kvalifikationskamp. - Vi står godt med hensyn til at sikre os oprykning via kval-spillet. Vi har slået både Team Tvis Holstebro, Silkeborg Voel og Skive i samtlige kampe ude og hjemme, og med Anja Kristensen tilbage i truppen igen på onsdag, bør vi tage det første skridt mod ligaen i den kamp, siger Gitte Aaen, der ikke var specielt skuffet over, at den direkte liga-billet ikke blev indløst. Nordjyderne leverede en indsats, de bestemt kunne være bekendt i søndagens møde i Holstebro, og der var helt andre takter fremme, end for en uge siden hjemme mod Taars. Ganske vist havde forsvaret svært ved at finde sammen i kampens start, og det gav keeper Hanne Frandsen så store problemer i målet, at boldene nærmest strøg forbi hende og i kassen. Heldigvis for nordjyderne var de mindst ligeså skarpe som hjemmeholdet i afslutningerne, og det første kvarter var en rigtig omgang hvirvelvindshåndbold med mål på samlebånd. Fox fik først fat i forsvaret, og da samtidig især de svenske søstre, Lina og Alexandra Möller, leverede afslutninger helt i topklasse, kunne nordjyderne tage en smule afstand i slutningen af første halvleg. Efter pausen blev føringen bevaret på tre-fem mål helt frem til kampens sidste minut, hvor Team Tvis fik lov at pynte på slutfacit. Fox-træner Ola Månsson forventer en mere fysisk kamp, når de to mandskaber mødes i de kommende opgør om en plads mod vinderen af den anden kvalifikationskamp mellem Silkeborg Voel KFUM og Skive. - Men her bør vi også have en fordel, så jeg er fortrøstningsfuld, inden de altafgørende oprykningskampe, sagde den svenske cheftræner. Kampfakta: Pausestilling: 15-19 Stillinger undervejs: 1-2, 4-2, 5-3, 7-5, 8-9, 10-12, 13-14, 13-16, 15-17. 16-21, 20-23, 21-26, 23-28 Mål: Team Tvis Holstebro: Mie Sejer Hansen 7 (1), Gitte Brøgger Led 4, Anne Skov 4, Kit Pilgaard 3, Betina Kjær 3 (1), Rikke Hjortlund 2, Lisa Kristensen 1, Line Pedersen 1, Natascha Bertelsen 1 Fox Team Nord: Alexandra Möller 8, Lina Möller 7, Gitte Aaen 4, Ingrid Hrckova 3, Johanna Wiberg 2, Pia Harstad 2, Mette Nielsen 2 (2) Udvisninger: Team Tvis Holstebro: 0 Fox Team Nord: 3 Tilskuere: 200 i Idrætscenter Vest, Holstebro