Fra 11 til 78 år - de spiller blues!

For femte år i træk danner FFK-hallerne ramme om nonstop blues på to scener

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den kun 11-årige amerikanske guitarist Tallan Noble Latz er allerede blevet portrætteret på TV 2 og har spillet med både Buddy Guy og Joe Bonamassa.

Dansk som udenbys. Igen i år lægger FFK-hallerne i Frederikshavn i morgen, lørdag, rum til non-stop blues på to scener. Amerikanske, engelske, danske, irske, norske - gamle navne som den 78-årige countrybluesguitarist og sanger Louisiana Red fra Alabama til yngste skyd på bluestræet - det kun 11-årige nye vidunderguitarbarn Tallan Noble Latz fra Wisconsin. - Han har allerede spillet med guitarister som Buddy Guy og Joe Bonamassa og bliver backet op den norske guitarist Frank Strand og dennes trio. Der bliver garanteret gang i den med hilsen til Jimi Hendrix med flere, siger arrangør Peter Astup. Forsalget går godt og halvdelen af de 800 billetter er allerede solgt.Som sædvanlig er der indlagt tid så du kan gå fra den ene scene til den anden og dermed i princippet nå at høre alle festivalens navne. Hvis ørerne kan holde til blå bøjede toner i så store mængder. - En af dem, jeg glæder mig rigtig meget til at høre live, er den irske sangerinde Imelda May. Hun har lige udgivet albummet "Mayhem", og har sådan en klart defineret 50'er sound, rockabilly og lidt country og synger også fast hos guitaristen Jeff Beck, siger Peter Astrup. På Mississippi Stage scenen lægger selveste Muddy Waters ældste søn Mud Morgenfield med danske Peter Nande Band i ryggen ud med elektrisk storbyblues. Et kvarter efter at han er sluttet går den danske guitarduo, Ole Frimer og Olav Poulsen på i de nærliggende hal, i dagens anledning døbt Chicago Blues-scenen. Og sådan går det slag i slag.Foruden de førnævnte navne byder en-dags festivalen på de amerikanske guitarister Ronnie Baker Brooks, søn af Lonnie Baker Brooks, lige som der er genvalg til sidste års guitarist Michael Burks. Den danske sanger og guitarist, Mike Andersen bliver også at høre i duo-format med sin sideman Jens Kristian Dam. Frederikshavn Blues Festival, Flade Engvej, lørdag 6. november. Klokken 16.00 til 01.00. Bluesprogram Mississippi Stage 16:00 - 17:00 Mud Morganfield 17:30 - 18:45 Tallan Noble Latz 18:45 - 19:45 Pause 19:45 - 21:15 Ronnie Baker Brooks 21:45 - 23:00 Imelda May 23:30 - 01:00 Michael Burks Chicago Acoustic Stage 17:15 - 18:30 Ole Frimer og Olav Poulsen 18:30 - 20:15 Pause 20:15 - 21:30 Louisiana Red 22:15 - 23:30 Mike Andersen og Jens Kristian Dam