Aarhus

Fra Århus til Aalborg til Oxford

Bent Flyvbjerg, 56 år, er født og opvokset i Århus. Han er kandidat i bygeografi og -planlægning ved Aarhus Universitet og University of California Los Angeles. Han har siden 1979 været ansat ved Aalborg Universitet, fra 1993 som professor. 1. april 2009 bliver han professor ved et af verdens førende universiteter, University of Oxford. Han tog den ingeniørvidenskabelige doktorgrad med afhandlingen "Rationalitet og Magt" i 1991. I 2007 blev han en af Danmarks meget få dobbelte doktorer, da han tog den naturvidenskabelige doktorgrad med afhandlingen "Megaprojekters politik og planlægning: Problemer, årsager, løsninger". Hans mange bøger og artikler er oversat til 17 sprog, og "Rationalitet og Magt" er den bedst sælgende danske doktorafhandling nogensinde. Gennem årene har han rådgivet flere end 40 offentlige og private organisationer over det meste af kloden. Han var også medlem af regeringens infrastrukturkommission. I 2002 blev han ridder af Dannebrog. På University of Oxford bliver han tilknyttet St. Anne's College. Det blev oprettet i 1879 som kvindecollege, men det har siden 1979 optaget begge køn. Det hører til blandt de største af de 38 colleges i Oxford.