Affald

Fra affald til "antik"

Jonna Rimmen finder det meste på genbrugspladsen

For Jonna Rimmen i Hjørring er det blevet en livsstil at tjekke byens genbrugsplads for brugbare ting og møbler. - Jeg kvier mig ved at købe nyt, som hun siger og viser sit seneste scoop: Et elementkøkken med låger af massive fyldningsdøre, der af fruen selv er lavet til at passe med hylder og hjørner og andre finesser. Fundet på genbrugspladsen efter tip fra en ven og købt for 450 kr. - Jeg måtte dog investere i to nye borplader, fortæller dem fingersnilde kvinde om sit nye køkken, der i alt har kostet hende 1100 kr. Også resten af hjemmet i en af Hjørrings parcelhuskvarterer vidner om et hus med en fingernem opg kreativ beboer. Og samler. Huset på Jungersensvej 19 er et såkaldt finnehus af træ med 89 kvm bolig og næsten fuld kælder i mere end en forstand. Fyldt som den er med arvemøbler og især kasserede møbler og andre godbidder fra butikken hos Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV), der ikke lige er blevet ordnet endnu. Men fikset op bliver tingene efterhånden. Som den kurveand Jonna Rimmen pludselig frembringer fra kælderens gemmer sammen med en kasse med lak og plastichandsker samt en sort affaldssæk. I løbet af et kvarter har kurveanden ved hjælp af lakbejdse og en pensel ændret farve fra kedelig grå til smuk rødbrun og ligner en værtindegave af den slags, de fleste ville glæde sig over. Men boligen er også præget af alle de møbler, Jonna Rimmen har fundet og sat i stand til sig selv. Også spisebordet i køkkenet er gammelt og af fyrretræ, givet til Jonna Rimmen af en vendinde og skulle have været bejdset. - Det er desværre ikke massivt og blev pænere af at blive malet grønt, lyder det. Også de seks stole – fundet på AVV af to omgange - fik samme grønne farve. Men også andre ældre træmøbler kommer til at se eksklusive ud, når Jonna Rimmen har haft dem under kærlig behandling som spejlet og blomsteropsatsen i morgenstuen, hvor kaffen indtages med udsigt til haven og morgensolen. Her tiltrækker et gammelt musikmøbel især opmærksomheden. Af teaktræ og fra AVV og med Jonna Rimmens ord fundet i skrammet, beskidt og i forfærdelig stand, hvor både radio og grammofon var rustet væk. Nu ligner den en dyr antikvitet og rummer udover et minianlæg og cd'er blandt andet ludo, kort og andre spil til børnebørnene. Og er sammen med et spejl ejerens bedste fund. I lige så ussel stand som musikmøblet var sengegavlen af kraftig flet, da den på AVV fandt nåde for Jonna Rimmens blik. - Den var skrigende lilla, men jeg købte den og tænkte, at den kunne blive til en reol, hvis den ikke passede på sengen. Reoler er nemlig et af de projekter Jonna Rimmen snart kaster sig over. I kælderen har jeg en hel masse stigereoler, som folk rask væk kasserer i stedet for at bruge igen. De skal bare have bejdse, så bliver de pæne, er Jonna Rimmens erfaring. En erfaring, som hun ikke beholder for sig selv. Flere gange har AVV haft bud efter hende til at undervise på affaldselskabets kurser i boligindretning, der hurtigt bliver overtegnede. Også sidst, hvor Jonna Rimmen som inspiration havde lavet et helt babyværelse med seng, reoler, pusleplads osv. af ting fundet i genbrugsbutikken. Evnerne har hun ikke efter fremmede, som hun udtrykker det. Farmor Katrine Rimmen var dukkemagerske, og far Rimmen lavede veteranbiler, som også datteren var involveret i. Så meget at de to i samarbejde har lavet en bil – en Remingo kalder de fusionsvognen, som er lavet over en citroen 2cv, mens forenden er fra en Saab synet og indregistreret og indimellem på gaden. - Far makkede med alting, mor syede tøj og jeg har altid haft lyst til at indrette, fortæller hun om barndomshjemmet, hvor selv drivhuset i barndomshjemmet måtte stå for skud og om vinteren finde sig i gardiner og møbler. - Så jeg er vokset op med det, fortæller Jonna Rimmen, der i en årrække lavede kostumer til vendsyssel Teater ved siden af sit job som laborant på Hjørring Sygehus. Senere på fuld tid, indtil sygdommen Parkinson for tre år siden tvang hende til at gå på pension. Men ikke at holde op med at sætte møbler i stand og tænke nye projekter. - Jeg er ved at være mæt af møbler og har ikke plads. Skal jeg have flere, må jeg af med nogen af dem, jeg har. Næste projekt er tasker af genbrugsstof. Det er nemlig så tilpas nemt at transportere rundt, at det kommer med, når Jonna Rimmen og kæresten til sommer tager på camping. Og sygdommen har hun lært at leve med. Godt endda. - Jeg lever positivt og efter det jeg kan, siger den 60 årige kvinde, der forventer at blive 30 år ældre. Selv krusene, som Jonna Rimmen serverer kaffe i, er fundet på genbrugspladsen. 10 af slagsen med forskellige motiver. Zicka