Musik

Fra alle os til alle jer...

Kammerpigerne på gaden med ny julecd

FREDERIKSHAVN:Glem alt om kunstig sne, landsbykirker i skøn-gibs og selvlysende plastikstjerner. Tænd i stedet under Kammerpigernes jule-cd, der netop er kommet i handelen i disse dage. Skiven med titlen "Til alle jer" består af 20 skæringer med swingende jule-evergreens fra øverste skuffe. Fundamentet til cd'en blev lagt i efteråret 2004, hvor Birgit Munch og Kammerpigerne besluttede at indspille en række sange året efter - i anledning af Kammerpigernes 20-års jubilæum i år. - Vi har flere gang talt om, at nu ville vi lave en jule-cd, men pludselig var det nu - og i januar 2005 tog vi en koncentreret lørdag, hvor vi øvede og indspillede fra morgen til aften. Tidspunktet blev også bestemt af, at vi absolut ville have den samme tekniker som på "At gå langs med stranden" (24 melodier af Tage Mortensen), nemlig Henrik Aaboe fra musikforlaget Corona Music, som er højt kvalificeret. Man skal trods alt have øre for kormusik, for at få et godt resultat under indspilning. Jeg vil vove at påstå, at denne cd næsten er live, fordi det meste ikke er taget om. Så på den led er det meget professionelt arbejde og vi har næsten ikke haft brug for at sortere noget fra, siger korleder Birgit Munch. Hun står for den ganske særlige Birgit-lyd som også Kammerpigerne kan levere - efter års træning. - Jeg ved jo godt, hvordan jeg vil have det skal - det er svært at beskrive, men en rigtig flot korklang er det nærmeste, jeg kan komme det. Kammerpigerne har præsteret en cd uden snyd, og lige da vi var færdige med at synge det sidste nummer, havde vi nok på fornemmelsen, at det var gået rigtig godt, siger Birgit Munch. Fornemmelsen skulle vise sig at holde. Birgit Munch lod sangene ligge lige til sommerferien, hvor hun lyttede det færdig-redigerede lydmateriale. - Ja, det var en lidt ud-af-kroppen oplevelse at ligge på terrassen i sommerhuset og høre "Walking in the winter Wonderland" i bragende solskin, men det er altid godt at lægge noget fra sig, når man har afsluttet det. Så høre man det på en helt anden måde, når der er gået et godt stykke tid, siger Birgit Munch, der synes det er dejligt at være færdig med projektet.. Men hvorfor skal folk så købe kammerpigernes seneste cd. - Fordi der er nok tankpassermusik og syntetisk sound - her er 40 piger, der synger med hjerte og sjæl, og det er en forskel, der kan høres, siger Birgit Munch. Så vil man udsættes for 46 minutters vellyd er Kammerpigerne & Co.'s seneste cd - "Til alle jer" ikke til at komme udenom.