Fra anklagebænk til pinebænk

Viceborgmester fra Hobro får alligevel ikke voldssag afgjort

Jørgen Tøttrup
Nikolaj Holm må nøjes med pinebænken. ARKIVFOTO
Vold 6. september 2006 06:00

HOBRO: I stedet for anklagebænken er det pinebænken, der i dag og formentlig nogle uger endnu venter viceborgmester Nikolaj Holm, Hobro. Meget mod forventning udsatte retten i Hobro nemlig i går den sag, hvor den unge radikale politiker er tiltalt for vold mod en dørmand - hans egen onkel - på værtshuset Buddy Holly i Hobro. Sagen var ellers berammet til afgørelse netop i dag, men da der trods forsvarets begæring endnu ikke er blevet indhentet en personundersøgelse hos kriminalforsorgen af 24-årige Nikolaj Holm, valgte retten i går at aflyse det hele. Resultatet af personundersøgelsen kan nemlig få stor betydning i forbindelse med en eventuel domfældelse og efterfølgende en betinget dom på vilkår. Viceborgmesteren blev som hovedperson først informeret om udsættelsen midt på eftermiddagen via sin advokat, Jens Saabo, Aalborg. Nikolaj Holm har ingen kommentarer til hverken udsættelsen eller sagen som sådan. Han henviser i stedet til advokat Jens Saabo, som både på egne og sin klients vegne undrer sig over, at man fra anklagemyndighedens side ikke i tide har fået indhentet den nødvendige rapport. - Allerede i forbindelse med en afhøring hos politiet i Hobro kort efter episoden på værtshuset begærede jeg en personundersøgelsesrapport. Da den udeblev, gjorde jeg skriftligt opmærksom på begæringen i et brev til politiet 22. august. Men et eller andet må åbenbart være kikset. Tirsdag blev jeg nemlig via dommeren informeret om, at retten p.g.a. den manglende undersøgelse har valgt at udsætte sagen, oplyser advokat Jens Saabo. På sin klients vegne beklager han meget, at der ikke falder en afgørelse i dag. - Som tiltalt er det jo noget, man gerne vil have overstået, og det er hårdt mentalt at sætte sig op til en sådan begivenhed, konstaterer han. Jens Saabo aner ikke, hvornår sagen i stedet vil blive berammet. - I bedste fald vil det nok blive sidst i oktober eller først i november. Der er jo mange, der skal have afstemt kalenderen efter hinanden, siger Jens Saabo. Ud over Nikolaj Holm var også otte vidner indkaldt for at afgive forklaring i dag. De blev ligeledes i går orienteret om udsættelsen. Anklager i sagen er politifuldmægtig Maibrit Larsen, Randers. Hun var hele dagen i går optaget af retsmøder, og det har ikke været muligt at få hendes forklaring på, hvad det er, der er gået galt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...