EMNER

Fra bisse til blød mand

Californiens republikanske guvernør Schwarzenegger i stort forvandlingsnummer, der næsten gør ham til demokrat og Bush-kritiker

scan­pix

scan­pix

Bodybuilderen Arnold Schwarzenegger forbliver en gådefuld politiker i USA. I tre år sad han som Californiens guvernør og råbte “tøsedrenge” efter sine demokratiske modstandere, før vælgerne valgte at give ham eftertrykkelige smæk og besked om at gå i seng, fordi han havde været uartig. Han vågnede op næste morgen og sagde undskyld, og at han i hvert fald aldrig skulle gøre det mere. Og nu et år senere er vælgerne så glade for den nye Arnold, at de vil genvælge deres republikanske guvernør 7. november, selv om Californien er en af de amerikanske stater, hvor Det Demokratiske Parti står stærkest. Det er en politisk saltomortale af østrigeren, der startede med at pumpe jern, lærte lidt skuespil i USA, vandt berømmelse i Hollywood som The Terminator, og besluttede at blive guvernør i Californien. Arnold Schwarzenegger sagde undskyld, da han sidste efterår gennemtvang og tabte en folkeafstemning om en række emner, der ville give ham større beføjelser og begrænse de forholdsvis stærke californiske fagforeningers magt. Det kom efter en turbulent periode, hvor han ikke kunne få sin vilje over for det demokratiske flertal i den californiske kongres, som han forsøgte at ignorere og hånede for at være “girlie-men” (tøsedrenge). Schwarzenegger spillede på det tidspunkt fuldstændig efter præsident George W. Bushs og Det Republikanske partis drejebog, siger Kim Nalder, professor i politisk videnskab på Sacramento State University. Da Schwarzenegger den 10. november sidste år vågnede op, dagen efter at have tabt folkeafstemningen, og hans popularitetstal var helt i bund, forbløffede han sine egne og demokraterne, da han vendte på en tallerken og lovede fremover at samarbejde med den demokratiske kongres. Det holdt han. Han omdannede sig fra bisse til blød mand. - Han tog et venstresving, som de fleste politikere ikke kunne være sluppet fra, siger Nalder. - Men dette er Californien, og vi elsker vore berømtheder, siger hun. Schwarzeneggers forvandling var så fuldstændig, at han ansatte en mangeårig top-demokrat, Susan Kennedy, som sin rådgiver. Schwarzenegger har i det forløbne år valgt en kurs, der ligger milevidt fra præsidentens i Washington. Han har sagt ja til USA’s skrappeste miljølovgivning, han har hævet mindstelønnen langt over det føderale niveau, han har sagt ja til en lempelig kurs over for illegale indvandrere, han vil give flere penge til skolerne. I forvejen støtter han kontrol med våben, fri abort og stamcelleforskning. Politiske iagttagere spørger nu, om han er republikaner, demokrat eller i virkeligheden helt sin egen. I al fald går han i store spørgsmål stik imod præsidenten. - Det er meget sigende, at da præsident Bush for nylig førte politisk kampagne her i Californien, havde Schwarzenegger pludselig ikke tid til at møde ham, siger Nalder. Da Schwarzenegger i sidste måned underskrev en ny skrap miljølovgivning, der bringer Californien - USA’s økonomisk førende stat -på niveau med Kyoto-aftalen om den globale opvarmning, sendte han et svirp mod præsidentens nej til den internationale aftale. - Californien vil ikke vente på, at den føderale regering tager skridt til beslutsomt at sætte ind over for den globale opvarmning, sagde han. Den demokratiske formand for det californiske parlament, Fabian Nunez, kunne ikke være mere begejstret. - Sidste år var ethvert af hans udspil taget fra den republikanske drejebog. Det var et forgæves forsøg på at gøre en demokratisk stat til en republikansk stat. Nu har han omgivet sig med folk, som har opmuntret ham til at vikle sig ind i det demokratiske banner, og det har fungeret, siger Nunez. Den demokratiske kandidat ved guvernørvalget 7. november, Phil Angelides, er på en uriaspost og halter i målingerne over 10 procentpoint bagud. - Det store spørgsmål er, hvad der sker efter valget. Logikken vil tilskrive, at Schwarzenegger ikke kan gå tilbage og blive bissen igen. Men vær ikke for sikker på det, siger Nalder. /ritzau/