Fra bølgetop til bølgedal

1600 ansatte da Eternitten var på sit højeste

AALBORG:Historien om Dansk Eternitfabrik ligner historien om de tagplader, virksomheden har produceret siden 1928. Det er gået op og ned i bølger, men nu er pladen knækket. Eternitten - som fabrikken hedder i folkemunde - havde 1600 ansatte, da det gik aller bedst. Storhedsperioden havde virksomheden i 1960'erne og starten af 1970'erne, da produktionen voksede og voksede i takt med byggeboomet og alle ville have eternitplader på deres tage. Siden dykkede byggeriet, og det samme gjorde Eternitten. Men det var først og fremmest forbudet mod anvendelsen af asbest, der i 1980'erne fejede benene væk under Dansk Eternitfabrik. Allerede i 1970'erne havde man fundet ud af, at asbestfibre ikke var særlig godt for lungerne, og det endte med et direkte forbud. Samtidig førte cementarbejdernes fagforening en erstatningssag mod eternitfabrikken på vegne af alle de arbejdere, der havde fået lungerne ødelagt af asbeststøv på jobbet. Fagforeningen vandt sagen, men flere af arbejderne var døde, inden de nåede at få erstatningen udbetalt. Sagen gav eternitfabrikkens image nogle ridser. Og det blev endnu værre, da det viste sig, at fabrikkens første asbestfri plader viste sig at smuldre. De husejere, der havde fået lagt eternitplader på taget sidst i 1980'erne og starten af 1990'erne, anlagde erstatningssag mod fabrikken. Men eternitfabrikken nægtede at yde fuld erstatning for de smuldrende tagplader. Og for at undgå at risikere at skulle udbetale milliardbeløb til de mange utilfredse husejere, blev virksomheden splittet op i to selskaber. I det gamle selskab blev der kun efterladt 220 millioner kroner, så husejerne måtte selv betale hovedparten, hvis de ville have et nyt tag. Det gamle selskab fik navnet DEF 1994, mens det nye, som overtog produktionen, kom til at hedde Dansk Eternit. I slutningen af 1990'erne har eternitfabrikken atter oplevet fremgang, og der er foretaget omfattende moderniseringer på produktionsanlægget i Aalborg. Men trods det lykkedes det aldrig at genvinde det tabte terræn, og efter flere års underskud har FLS Koncernen, som ejer Dansk Eternit, altså valgt at flytte den sidste rest af produktionen østpå, hvor arbejdskraften er billigere. Dermed slutter en epoke i Aalborgs historie som industriby. Det hele startede omkring århundredskiftet - og her er altså tale om 1900 - da cementfabrikken "Danmark" blev etableret ved foden af en af de tre høje, som omgiver Aalborg. Her var der let adgang til kridt, som udgør en væsentlig del af materialerne i cement. Fabrikken fik imidlertid ret hurtigt problemer med at klare sig i konkurrencen med byens øvrige cementfabrikker, blandt andet fordi den ikke som de andre havde direkte adgang til udskibning. Havnen lå godt en kilometer væk. Derfor blev det i 1927 besluttet at omlægge produktionen til eternit - et fibercementprodukt opfundet i Østrig omkring århundredskiftet. I de første år opnåede eternitfabrikken kun en mindre del af hjemmemarkedet. Men i forbindelse med den store landsudstilling i Aalborg i 1933 blev der iværksat en stor markedsføring, og det gav pote. Aalborgtårnet blev i øvrigt bygget ved samme lejlighed, og den er stadig byens vartegn. Den massive markedsføring førte sammen med bedre toldbeskyttelse og investeringer i produktionsapparatet til, at produktionen i løbet af de følgende år blev 10-doblet, så eternitfabrikken i Aalborg i 1937 fuldstændig dækkede hjemmemarkedet. Eternitten blev således mellemkrigsårenes største industrielle succeshistorie i Aalborg. I 1948 startede fabrikken også en produktion af den isolerende letbeton Siporex på licens fra en svensk virksomhed. Siporex blev anvendt i mange byggerier især op gennem 1960'erne og starten af 1970'erne, da eternittagpladerne også havde deres storhedstid. Produktionen af Siporex stoppede i 1982. Årsagen var oliekrisen og den skærpede konkurrence. Lukningen af produktionen på eternitfabrikken føjer endnu et kapitel til den efterhånden lange historie om gamle industrivirksomheder i Aalborg, der er stoppet. Engang var der en håndfuld store cementfabrikker, C. W. Obels tobaksfabrik med mange hundrede ansatte, værftet med omkring 3000 ansatte, en stor tekstilfabrik i vestbyen og flere underleverandører. Af de store, gamle er der nu kun Aalborg Portland tilbage. De rygende skorstene i Rørdal øst for Aalborg står står som et symbol over en tid, der var engang....