Fra børnehjem til topkarakterer
20-årige Kasper Poulsen har haft en svær opvækst og skolegang. Via VUC har han fået selvtillid

Galleri - Tryk og se alle billederne.
SKYUM:- Jeg var sky og meget nervøs, for jeg havde oplevet ting, der ikke var så rare, men de ældre tog mig til sig. Lige så stille begyndte jeg at falde til og deltage i undervisningen.
Sådan fortæller Kasper Rolighed Poulsen om sin start på Thy-Mors HF og VUC for to år siden.
Kasper Poulsen har i år været til afgangsprøver på 9. og 10. klasses niveau.
- Jeg har fået tre 12’ere, to 10’ere, en 7’er og en 02’er, fortæller han stolt.
Det lå bestemt ikke i kortene, at Kasper skulle få så fine karakterer.
Barske vilkår
Det har været et langt sejt træk at nå dertil, for vilkårene var fra begyndelsen barske, men i sidste ende har nogle gode støttepersoner formået at hjælpe ham til at finde sin vej - til selvtillid og resultater.
Kasper Poulsen stammer fra Mors. I begyndelsen boede han hos sin mor, der ikke kunne passe ham. Så kom han til mormoderen, der døde. Mosteren forsøgte - men måtte opgive. Derefter var Kasper forbi to plejefamilier og to børnehjem.
Som syvårig fik han endelig et blivende hjem i Skyum hos plejeforældrene Kalle og Anne-Lis Christensen.
- Da jeg kom, var jeg rigtig meget nervøs. Men så rykkede Lisa (en søster, red.) og jeg ind i fars og mors soveværelse. Det var mega hyggeligt og trygt.
De første skoleår gik Kasper i specialklasse på Østre Skole i Thisted.
- Jeg var vild
- Jeg var vild, og jeg var ikke god til at læse andres kropssprog, fortæller han.
Da Kasper skulle i 7. klasse, blev det aftalt, at han skulle ud i en normal folkeskoleklasse i hjembyen Koldby. Selv om han rykkede et alderstrin ned - til 6. klasse - blev det en rigtig svær tid.
- Pludselig havde jeg lektier, og det havde jeg aldrig prøvet. Jeg sad fast i det.
Hjælpelærer
Kalle og Anne-Lis spurgte deres nabo, Hanne Bruun, om hun ville hjælpe. Hanne Bruun er tidligere lærer på VUC. Og det blev aftalt.
- Hanne hjalp mig på alle måder. Hun forklarede mig alting. Jeg vidste for eksempel ikke, hvordan man finder 37 procent af 3700, fortæller Kasper.
Men det er ikke kun lektierne, han har fået støtte til.
- Hanne har sådan set været god for mig. Jeg har kunnet snakke med hende om, hvordan jeg har haft det i skolen, og så har vi fået kiks og kakao, fortæller Kasper.
Mobning og ydmygelse
Men på Koldby Skole var det mobningen mere end de faglige udfordringer, der knækkede Kasper psykisk.
- Man skulle være en bestemt type for at blive accepteret, og så blev der sådan noget med at slå hinanden mellem benene. Det blev sværere og sværere at være på skolen. Jeg blev ked af det og holdt helt op med at suge til mig, fortæller Kasper.
En af klassekammeraterne sagde for eksempel, at der skulle stilles et abebur til Kasper op på den nye fodboldbane.
- Det var meget ydmygende, fortæller Kasper.
I 8. klasse blev det så grelt, at Kasper måtte forlade Koldby Skole.
Slikke sårene
- Jeg kom tilbage til Østre Skole for ligesom at slikke sårene, fortæller han.
På Østre Skole havde Kasper det fint med kammeraterne, og han blev så god til floorball, at han blev udtaget til landsholdet. Men på grund af de traumatiske oplevelser i folkeskolen kneb det med at koncentrere sig om skolearbejdet.
Som 18-årig blev det i samråd med Kaspers kontaktpersoner besluttet, at han skulle begynde på VUC - voksenuddannelsescentret i Thisted.
- Jeg var ikke særlig vild med det i begyndelsen, men lige så stille faldt jeg til.
Halvt inde i det første år klarede Kasper at få topkarakter i samfundsfag.
- Det gav selvtillid, fortæller han.
Gode lærere på VUC
Kasper synes, at lærerne på VUC er gode. De forklarer tingene og går grundigt frem.
- Alting bliver udleveret på papir, så du kan læse dig frem til det.
På Thy-Mors HF og VUC har Kasper haft en mentor, men derudover har han altså to gange om ugen de seneste fem år haft professionel lektiehjælp hos Hanne Bruun. Hun er imponeret over hans personlige udvikling.
- Du er ikke kommet sovende til de fine karakterer, konstaterer Hanne Bruun.
Med de flotte faglige resultater er selvtilliden vokset - og kontakten til de andre på skolen blevet rigtig god.
Godt sammenhold
- Den klasse, jeg har gået i i år, har vi haft et rigtig godt sammenhold. Jeg har jo fået nogle rigtig gode venner. Nogle er udlændinge, og de er såmænd også flinke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.