Farsø

Fra "Brixen" til nye og bedre lokaler

De unge mennesker i Farsø har fået helt nye klublokaler med alt fra spillecomputere til tv-krog

FARSØ:Selv om sløjdlokalet i Farsøs nye fritidsklub er langt større end computerrummet, var det alligevel det sidstnævnte rum, der trak. Omkring 50 børn og unge var samlet, da borgmester H.O.A. Kjeldsen klippede snoren over til Farsø Fritidsklubs nye lokaler, og så snart den officielle åbning var overstået, vrimlede de unge mennesker ind i deres nye omgivelser. - Da klubben i Farsø blev åbnet i august 1999, skete det i det hus, vi kan se på den anden side af gaden, og dengang var det vel de færreste, som forestillede sig, at vi i dag kun fire år efter skal indvie de nye lokaler, sagde Kjeldsen ved sin åbningstale. - Havde det været en privat virksomhed, som på så kort tid havde udviklet sig på den måde, ville man blive imponeret, og vi er imponerede over, hvad der er sket på fire år. Kjeldsen er især glad for, at det er lykkedes at finde et værested for de unge mennesker, som ligger så centralt, og han hæftede sig også ved de mange fine faciliteter, der er i de nye klublokaler. Nu er det ikke, fordi fritidsklubben skulle flytte mange meter, for man kan såmænd nøjes med at passere C.F. Brixvej. "Brixen" hørte hjemme i nummer 12, mens de nye lokaler befinder sig i nummer 13. Og det er en kraftig forbedring. Førnævnte computerrum har det nyeste inden for kraftige spillecomputere, og helt i tidens ånd er det primært drenge, som sidder ved tastaturerne og skyder fjender og grimme aliens ned. På første sal finder man flere forskellige tilbud til de unge mennesker, og der er nok ikke den store tvivl om, at tv-krogen med et kæmpestort fjernsyn med tilhørende video og X-Box (for de uindviede: en spillecomputer) skal gå hen og blive et hit. Gider man ikke tv eller spil, kan man også bruge sin fritid på noget så gammeldags, men stadig holdbart som kortspil. Køkkenet er et kapitel for sig med alt til faget hørende. Det er nok især toastmaskinen, som scorer hos de unge mennesker, men køkkenet er bestemt gearet til en større festivitas, hvis det nu skulle blive aktuelt. Og det var det fredag lige over middag, hvor der - garanteret efter ønske fra brugerne - blev serveret stakkevis af røde pølser med ketchup, og hvad man nu lige synes er sejt. I dagens anledning var det ellers meget benyttede pool-bord omdannet til buffet, og der blev gået livligt til retterne, som helt klart distancerede sig fra almindelig kantineskolemad. På nuværende tidspunkt er der omkring 50 medlemmer, men lokalerne er gearet til, at der kan være op mod 100 medlemmer. Og som en krølle på halen blev NORDJYSKE guidet rundt på den allermest professionelle facon af de bedste, man kan få til den slags: De daglige brugere Thomas og Jacob fra Farsø Skoles 5.A. De havde lige tid til det - men så skulle de også ind og spille computer.