Fra computer til gobelin

Månedens kunstner Jenny Hansen har givet så meget energi til sine værker, at der ikke blev plads til børn

Dorrit Gap Jensen og Michael Koch
Gamle familiebilleder er blevet foreviget på en ny og anderledes måde på et par af Jenny Hansens gobeliner.
Energi 15. september 2011 06:00

Fra vinduerne i den gamle lagerbygning i centrum af Hobro vinker Jenny Hansen ind i atelieret til dampende kaffe og småkager - af den hjemmebagte slags. En rest fra den netop fejrede 60 års fødselsdag, hvor gæsterne også blev budt på fødselsdagsmenu, der var kreeret af væveren selv - udsprunget af hendes store interesse for gastronomi. For månedens kunstner elsker at bruge sine hænder. Og har gjort det lige siden, hun gik til hånde på gartneriet i Tommerup på Fyn, som den ældste af tre døtre i gartnerfamilien. Det lå dog ikke lige i kortene, at hun skulle være kunstner. Arbejdslivet begyndte på kontor, mens hun dedikerede fritiden til forskelligt håndarbejde som spinding, plantefarvning og syning - helt i tråd med tidens kvinder i 70'erne, der havde fokus på tekstiler. Men det blev væven, hun for knap 40 år siden kastede sig over, og i dag høster Jenny Hansen stor anerkendelse for sin gobelinkunst. - Den dag jeg var lykkeligst var nok, da jeg i 2001 fik tildelt et tre-årigt arbejdsstipendium på 240.000 kr. om året fra Statens Kunstfond, fortæller væveren. Det er ikke miniformater, der tiltrækker kunstneren. Hun er mest til de store størrelser, fordi gobelinernes billedlige udtryk så får stor styrke i rummet. Farvepaletten spiller fra dæmpede og dystre over kølige og varme til kraftfulde og stærke. Et typisk kunstværk fra hendes hånd er to gange to meter, og i den størrelse er der kun energi til én om året. For processen fra idé til udførelse er meget langsommelig og krævende. Inspirationen henter hun oftest i naturen, som hun holder utroligt meget af. Naturen kan dog blive for voldsom for fynboen. Efter hun havde mødt sin mand, maleren Mogens Nielsen, på en kunstudstilling i Hadsund i 1982, forlod hun Fyn til fordel for Gjøl. - Men jeg kunne ikke vænne mig til den voldsomme vestenvind ved Limfjorden, konstaterer kunstneren. Så i 2008, da hendes mand pensionerede sig selv som 58-årig gymnasielærer, tog de et stort skridt i deres tilværelse og rykkede til mildere himmelstrøg i Hobro med fælles værksted i baggården i Adelgade 84 og privatadresse på Hovangsvej 4. Tidligere malede hun små akrylmalerier med den spontane hånd, og fra frimærkestørrelse blev de forstørret 100 gange til et mønster for gobelinen. Men computerens indtog har i de seneste 15 år ændret kunstnerens processer markant. Nu idéudvikler hun via skærmen. - Det er jo blevet meget nemmere og også mere spændende. På computeren kan jeg manipulere, forstørre, udtone, lægge billeder oven på hinanden, komprimere. Det er en helt fantastisk teknik, der giver mig stor frihed og uanede muligheder, inden jeg vælger mit motiv, lyder det fra kunstneren. Da hun skabte "Hegnet", denne måneds kunst i NORDJYSKE, lod hun værket få politiske undertoner, hvilket hun ikke har tilladt sig siden først i 80'erne. - Beskueren må selv tolke. Men selvfølgelig har jeg med det dominerende element, et hegn, lagt en holdning ind i motivet, og et par af de spørgsmål, beskueren kan tænke over, er: er vi danskere hegnet inde, eller holder vi os ude? Og er det godt for os? Når motivet og farvesammensætningen er valgt, bliver der fyret op under 10 liters-gryderne. For Jenny Hansen farver selv kamgarnet, som er spundet i England af new zealandske uld. Farvningen foregår med syntetiske farver, der er lysægte, og kogeriet ender med et sandt farveorgie på paletten. Inden hun kan begynde på gobelinen, har hun sat trenden - de lodrette bomuldstråde - og garnet er sat på islætten - den "pind" der bruges til at væve med. Bag ved trenden ligger en såkaldt karton - motivet på et papirmønster i naturlig størrelse, som er forstørret fra det mindre computermotiv. Ved hjælp af mønsteret har hun styr på såvel motiv som farvevalg. Og så er hun klar til måneders tålmodighedsarbejde. På en seks timers arbejdsdag ved den kæmpe gobelinvæv rykker arbejdet sig kun få centimeter. For det er fysisk hårdt arbejde. - Men når jeg arbejder ved væven, er det som meditation for mig. Her lader jeg tankerne flyve, og mit liv er blevet gennemgået adskillige gange, mens mine værker er blevet til. Jenny Hansen er til det abstrakte fabulerende billedsprog og lader sig inspirere af billedkunst, såvel ny som gammel. Men det er også yderst inspirerende og udviklende for hende at danne par med maleren Mogens Nielsen. Kunsten er deres livs omdrejningspunkt. - Jeg har bevidst valgt ikke at få børn. Med mit arbejde ville det være for stor en blokering, og jeg ville ikke kunne lægge så meget energi i mit arbejde, hvis jeg var forpligtet af børn, forklarer Jenny Hansen. Og det valg har kunstneren aldrig fortrudt. For i modsat fald havde hun ikke haft mulighed for at skabe de kunstværker, som det er blevet til gennem et 40-årigt liv som væver. - Et af de værker, jeg er mest stolt af, er "Blå valmuer", som hænger på Vendsyssel Museum. Det var første gang, jeg fik manipuleret noget igennem på computer. - Og så var det også en fantastisk spændende opgave i 2008 at udsmykke KMDs nye bygning på havnefronten i Aalborg. Meget specielt at skabe de fem gobeliner til trappetårnet, som også skal inspirere medarbejderne til at tage trappen i stedet for elevatoren, forklarer hun. Derimod har det ingen betydning for hende, at hun i 2004 skabte "Drømmeland", som var Aalborg Kommunes bryllupsgave til kronsprinsparret. - Jeg troede, det var en ærefuld opgave, men jeg har aldrig fået nogen som helst respons på det, og det har haft en reklameværdi lig nul, konstaterer hun. Ikke så underligt har Jenny Hansen altid et særligt forhold til det værk, hun lader flyve ud i verden efter et halvt års knokleri ved væven. Det seneste "barn", der forlod værkstedet i maj, er gobelinen "Mellem træerne", 1,90x2,25 meter, der var en del af udstillingen "I tråd med tiden - VÆV 2011", som indtil for nylig kunne ses i Kunstetagerne i Hobro. Netop denne udstilling er Jenny Hansen meget glad for, da hun var kurator på den store udstilling. - Bagsiden ved mit arbejde er jo, at det kan være lidt ensomt. Derfor betyder det utroligt meget for mig at være involveret i sådan et projekt, som har gjort, at jeg har fået nye kontakter og lært af de andre vævere, hvis arbejdsmetoder jeg ikke kendte så meget til. I Danmark er der omkring 25 aktive gobelinvævere, men få nye kommer til, og gennemsnitsalderen er 60+. - Vi plejer at sige, at vi er en uddøende race, siger hun og tilføjer: - Gobelinvævning er nok fysisk hårdt. Til gengæld er det rolige tempo godt for psyken, så vi bliver faktisk meget gamle. - Jeg føler mig heldig, at jeg har fået mulighed for at arbejde med det, jeg holder af. Men indtægtsmæssigt kan jeg bestemt godt mærke krisen, da jeg mest sælger til offentlige institutioner, kommuner og virksomheder, hvor det jo kniber med penge for tiden. Så jeg drømmer da om at få en stor opgave, lyder det fra Jenny Hansen. BLÅ BOG Født 8. august 1951 i Holmehave, Tommerup på Fyn. 1973: Køber hun sin første væv. 1974: Debut på Svendborg Amts Kunstforenings censurerede udstilling. 1980: Debut på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun også udstiller i 1981, 1982 og 1986. 1980 og 1981: Kunstnernes Sommerudstilling i Tistrup. Siden har hun deltaget i et væld af udstillinger i både ind- og udland. I 1982 møder hun maleren Mogens Nielsen og flytter til Gjøl. De bliver gift tre år senere. 2004: Skaber gobelinen ”Drømmeland” - Aalborg Kommunes bryllupsgave til kronprinsparret. 2008 flytter kunstnerparret til Hobro med fælles atelier i Adelgade 84 og privatadresse på Hovangsvej 4. Solgt værker til diverse samlinger og museer. Blandt andet til Vendsyssel Museum. Et utal af udsmykningsopgaver som f.eks. KMDs nye bygning på Havnefronten i Aalborg i 2008. 2001 tildelt et tre-årigt arbejdsstipendium på 240.000 kr. årligt fra Statens Kunstfond. Desuden har hun fem gange modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstfond. 2011: Kurator på udstillingen ”I tråd med tiden - VÆV 2011” i Kunstetagerne, Hobro. Medlem af gruppen Dansk Gobelinkunst. Aktiv i Mariagerfjord Kunstforening og Kunstnersammenslutningen Mariagerfjord. Kommende udstilling med Jenny Hansens værker er i Artnorth ved Sæby, som kan ses fra 1.-30. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...