fra dag til dag

Bagterp 27. februar 2003 07:00

Tao Lytzen er født i Hjørring i 1970, og på Bagterp Skole var fotolærer Finn ifølge sin eks-elev fantastisk og ham, der tidligt trykkede på udløseren til unge Taos interesse. Et ophold på Midtjysk Ungdomsskole med foto som værkstedsfag skubbede til ambitionerne. Evnerne gjorde til gengæld, at han som 17-årig på en højskole blev opdaget af Henrik Saxgren, der allerede dengang var et stort navn indenfor fotografverdenen. Herfra gik vejen i 1989 til Fotoskolen Fatamorgana og to år senere til Nordens Fotohøjskole i Stockholm, inden han blev medejer af fotobureauet 2. Maj. I syv år har han nu været freelancefotograf med opgaver for forskellige ministerier og styrelser, TDC, Novo Nordisk og Cowi. Indimellem blev det i 2001 til fotobogen "Olie" om oliekatastrofen på Møn, ligesom han sidste år illustrerede "Øjebliksbilleder fra Johannesburg." Dertil kommer, at Tao Lytzen har vundet Agfa Preis für Jungbildjournalisimus, deltaget i World Press Masterclass og sidste år vandt Årets Feature Serie og fik hædrende omtale i Åben klasse ved årets pressefoto. Og navnet Tao? Det stammer såmænd fra noget så u-eksotisk som Navnebogen, selvom Tao ville ønske, det kom fra Kina eller et andet fjernt sted. Tao Lytzens billeder bliver efter brug i Berlingske Tidende og www.berlingske.dk lagt på internetsiden www.iddk.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...