Børnepasning

Fra de nervøse mødres tid

Børnehave i Lindholm fylder 50

LINDHOLM:”Børnehaven er fortrinsvis beregnet på smaafolk fra hjem, hvor moderen er nødt til at gaa paa arbejde”. Sådan stod der at læse i Aalborg Stiftstidende i 1954 om den splinterny Lindholm børnehave på Lindholmsvej 45. Den åbnede 27. februar 1954, og var børnehave nummer to i den daværende Sundby-Hvorup kommune. Den første blev indviet i Nørre Uttrup på initiativ af en ingeniør fra Nordisk Standard Sækkeselskab. Han havde, ifølge Aalborg Amtstidende, lagt mærke til, at ”de beskæftigede damer viste nervøsitet trods det, at de var tilfreds med deres arbejdsforhold. De var simpelthen urolige for deres børn.” Siden er mange børnehaver kommet til, og man behøver ikke at være udearbejdende mor for at få en plads til barn. Men Børnehaven Lindholm ligger stadig på Lindholmsvej 45 - bare med et andet navn. I lighed med mange andre børnehaver på den tid, tog børnehaven for en halv snes år siden navneforandring og blev til Børnehaven Solstrejf. Grøn linje Omtrent samtidig begyndte børnehavens ledelse at lægge vægt på en grøn linje. Børnene skulle gøres miljøbevidste - blandt andet ved at sortere deres eget affald. Desuden blev der lavet en miljørigtig legeplads, samt urte- og sansebede. Børnehaven fejrer sit 50 års jubilæum 1. marts. Klokken 10-13 er der officielt åbent hus for samarbejdsparter. - Desuden håber vi, at nogle af de tidligere ansatte kommer og besøger os, fortæller børnehavens leder, Anita Nørskov. Hun kan i øvrigt selv fejre fem års jubilæum på børnehavens fødselsdag. Om eftermiddagen fejrer børn og forældre jubilæumsdagen med kagemand.