Lokalpolitik

Fra demokrati til demokratur

Som almindelig dansker, der er medansvarlig for, at vi ved sidste folketingsvalg fik en borgerlig regering, har jeg vanskeligt ved at forstå, at denne regering nu har indgået et forlig om Danmarks kommunalstruktur sammen med Dansk Folkeparti.

De tre partier repræsenterer kun knap halvdelen af Danmarks befolkning, men reformerer Danmarks kommunale struktur hen over hovedet på den anden halvdel. Det er ikke en værdig måde at administrere demokratiet på. Nogle vil kalde det demokratur. For at en kommunalstruktur kan være for hele Danmark og være den struktur, som Danmark og danskerne har brug for og kan være tjent med, må den nødvendigvis være besluttet af alle betydelige partier i folketinget. Skal der i denne forbindelse tales om det muliges kunst, må den først og fremmest bestå i, at forhandlingslederen ikke stiller sig tilfreds, før alle folketingets partier er hørt og har fremlagt deres forslag og ændringsforslag. Den dygtige forhandlingsleder kan ikke tillade sig at være tilfreds, før man i fællesskab er nået frem til et forslag, som et meget stort flertal kan blive enige om. Til det muliges kunst hører naturligvis, at det enkelte parti ikke kan forvente at få sin vilje, hverken regeringspartierne eller andre. Hvor indædt sikker et parti er på, at dets forslag er det eneste rigtige, giver det ikke mening i forhandlinger at stå stejlt på sit. Alle må lytte i respekt til alle, og mange må være parat til bøje sig, hvis der skal dannes en kommunalstruktur, som Danmark kan være tjent med. Det nu fremlagte resultat til Danmarks kommunalstruktur har beslutningstagerne ikke megen grund til at være stolte af. Det er i hvert fald ikke en frugt af det muliges kunst, når Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre står udenfor. Har regeringspartierne stået for stejlt på deres synspunkter, tjener det dem ikke til ære. Har oppositionspartierne som led i et partitaktisk spil stillet urealistiske eller ligefrem drilske fordringer, er de egentlig selv skyld i, at de ikke har fået den ønskede indflydelse. Gennem ansvarlige og fornuftige forhandlinger burde det forventes, at man kunne præstere det muliges kunst. Så længe en bred tilslutning ikke er nået, kan man ikke være bekendt at tale om et godt forlig. Der er højst tale om en enighed inden for en snæver og sammenspist gruppe om noget, man vover at kalder en kommunalreform. Det mest sikre ved dette fattige resultat er jo, at man har inviteret et nyt og anderledes sammensat folketing til at lave reformen om. Derfor kan Folketinget ikke være resultatet bekendt, og befolkningen kan ikke være tjent med det.