Fra drømmer til iværksætter

Stokholm Data løser også almindelige menneskers problemer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stokholm Data er nyt firma i Skagen. Foto:Eva Seider

SKAGEN:Du kender det sikkert, pludselig vælter reklamer frem når du er på nettet, eller den elektroniske post er fyldt med uønskede e-mails. Det kan også være at computeren begynder at kommer med mystiske beskeder og opfører sig underligt. Måske har du tænkt, hvordan får vi i grunden en hjemmeside, hvor vi kan vise vores sommerlejlighed eller værelser frem? Eller har du prøvet at sidde fortvivlet og tænke, hvordan var det nu lige jeg får billedet af ”moster Erna” ind i festsangen, og hvorfor opfører det sig fuldstændig uregerligt når det endelig er lykkedes? Men sådan behøver det ikke at være længere, Skagen har fået en ny virksomhed, der kan hjælpe dig. Bo Stokholm har åbnet Stokholm Data, et firma hvis grundide er at løse almindelige menneskers computerproblemer. - Ideen opstod egentlig ud af mine egne erfaringer. Som computerbruger gennem mange år har jeg selv oplevet, hvor svært det kan være når maskinerne driller, siger Bo Stokholm. Hvem kan så hjælp? måske en fingernem ven, eller naboens søn. ”Det er den måde det begyndte for mig, gennem årene er jeg for venner og bekendte blevet den man henter hjælp hos” kommer det smilende. Det der begyndte som almindelig brugerinteresse, blev imidlertid hurtigt afløst af en brændende nysgerrighed efter at vide hvorfor tingene ikke virker, og hvordan man får dem til det. Det er en interesse der er blevet tilfredsstillet, ved selv at ”rode” med computere, og ved kurser der har åbnet op for de mange spændende opgaver, som maskinerne kan løse for os i en travl hverdag. Undervejs er Internettet kommet til, først som en ”legeplads” for de få og nu som en informationskilde, hvor flere og flere søger efter de oplysninger de skal bruge. - Og jeg var solgt fra første dag. Jeg måtte bare ud og være med, så efter kort tid havde jeg min egen hjemmeside. Nu har jeg så lavet hjemmesider for lokale håndværkere, udlejere, og som sidste skud på stammen, en hjemmeside for en ven der gerne ville sælge sit hus privat, og som manglede et sted et vise det frem, siger han. Mange har efterhånden et grundlæggende kendskab til IT, men tit opstår der spørgsmål, ”hvordan er det nu man gør?” Det er noget af det, som Stokholm Data kan hjælpe med, i stedet for de generelle oplysninger, man typisk får på et kursus, kan du få privat undervisning der præcis besvarer dine spørgsmål. I takt med at hobbyen har grebet om sig, har drømmen om at starte for sig selv også taget form, og den pludselige nedgang i laksebranchen, blev det springbræt Bo Stokholm skulle bruge til at komme fra den trygge tilværelse som lønmodtager, og ud på det dybe vand som iværksætter. - Det er utrolig givende at gå nye veje og prøve sig selv af, så projektet med at skabe en ny levevej, er en spændende udfordring der gør at man glæder sig til en ny dag, og med den gode hjælp det lokale erhvervscenter, et spændende kursusforløb på Frederikshavn Handelsskole, har givet mig, samt den store hjælpsomhed fra fagforeningen 3F føler jeg mig bestemt rustet til de udfordringer der ligger forude” siger den nye iværksætter. - Hjertet banker imidlertid for computerne, og det er blevet en livslang mission at bekæmpe den usikkerhed som mange føler, over for computeren, fortæller Bo Stokholm. - Jeg ser med misundelse på børnene der nu vokser op, min lille nevø kaster sig med dødsforagt over tastaturet, og suser rundt i programmer, på sprog som han ikke forstår, og når man spørger hvordan han får det til at virke, ser han bare forundret op, og siger: ”man prøver sig da bare frem”” Det er i virkeligheden ideen bag Stokholm Data, at skabe det naturlige forhold til computeren, der giver lyst til at prøve sig frem. Så den bliver den hjælp i hverdagen der åbner nye muligheder, og gør tingene nemmere. - Jeg tror alle har prøvet den underlige følelse af at miste kontrollen over, hvad der sker, enten fordi man har lavet en fejl eller programmet går ned, og det er desværre endnu ikke lykkedes at lave en computer der ikke kan ”drille”. - Samtidig har vores øgede brug af Internettet også åbnet op for ubudne gæster udefra, så der er mange ting der kan skabe usikkerhed, fastslår Bo Stokholm. Nu har Skagen igen fået et sted hvor man kan hente råd og vejledning, og det er da dejligt at de først kunder allerede har fundet frem til det lille firma. - Og lille skal det blive ved med at være, både for min og kundernes skyld. Netop den fortrolighed der opstår i den personlige kontakt er vigtig når det gælder rådgivning, uanset om det handler om mindre opgaver, et forslag til sammensætningen af en ny computer, eller oplæg til en hjemmeside for en forretning, er det samspil der opstår i den fælles proces utroligt givende for begge parter. - Det er netop en af de særlige sider ved at bo i vores smukke by, den nærhed der opstår når man lærer hinanden at kende, og i samspillet med hinanden kan vi opretholde den levende sjæl, der gør byen til noget særligt. - Jeg håber også at realiseringen af min iværksætterdrøm, kan medvirke til at skabe større fællesskab. I den tid vi lever i er computeren med til at forbinde os med hinanden, og både nu og i fremtiden vil den være en vigtig del af broen mellem Skagen og den store vide verden, som vi må bygge sammen.