Hestesport

Fra dyk til højdepunkt

Aaalborg Væddeløbsbane venter stort rykind i aften

AALBORG:I tirsdags oplevede Aalborg Væddeløbsbane årets hidtil dårligste løbsdag med en omsætning på blot 382.000 kr. I aften sætter direktør Jørgen Mortensen næsen op efter næsten fordobling, når banen bl.a. afvikler Grand Circle 3-Års Championat med deltagelse af årgangens bedste heste. - Sportsligt tør jeg godt betegne programmet som en ren perle med både heste og kuske af høj standard, og omsætningsmæssigt vil det uden tvivl give en positiv effekt, at vi garanterer 150.000 kr. i gevinst, hvis der kun findes én rigtig række i V5-spillet. Desuden skader det næppe, at mange lige har fået løn, lyder det fra direktøren, der belært af hestespillets udvikling dog ikke ikke vil udtrykke skyhøje forhåbninger. Sverige frister - Det giver stof til eftertanke, at der kun blev omsat 562.000 kr. på en storløbsdag i Skive forleden, og vi må konstatere, at især spillerne i boderne i stigende grad satser på løbene i Sverige, hvor puljerne og dermed de mulige gevinster er langt større. - Det kan næsten ikke være anderledes, når tipstjenesten som udbyder af hestespillet udelukkende tænker forretningsmæssigt - hvilket kan være svært at fortænke dem i. - Vi kan ikke gøre ret meget andet end forsøge at stimulere publikumsinteressen og det spil, der foretages på banen. Det er et langt sejt træk. I tirsdags havde vi således besøg af 130 medarbejdere fra et aalborgensisk firma til et specialarrangement i restauranten, uden at det påvirkede omsætningen nævneværdigt, men forhåbentlig giver sådanne initiativer bonus på lidt længere sigt. Baneomlægning på vej I aften er det sidste gang i år, at Aalborg-banen åbner portene på en hverdagsaften. De fire næste stævner finder sted på lørdage, hvorefter banen sætter punktum for året tirsdag 27. december, mens fem løbsdage i januar og februar igen afvikles på lørdage. I marts forventer Jørgen Mortensen at få tildelt to mandagsstævner, hvorefter der bliver løbspause i hele april måned grund af en omfattende omlægning af travbanen, der skal have nyt underlæg og doseres i svingene. - Det ligger fast, at vi indvier den nye bane søndag den 7. maj, og det skulle gerne blive en mærkedag med V65-spil og stort publikumsbesøg.