Arkitektur

Fra ejer til ansat

SKAGEN:Første del i en langsigtet plan, som arkitekterne Jens Ottesen og Karsten Hvid Jepsen indledte i august 2004, sluttede ved årsskiftet. Da overtog Karsten Hvid Jepsen Jens Ottesens del af deres fælles firma, Tegnestue Skagen ApS. - Da vi i 2004 fusionerede vores tegnestuer var det en slags start på et generationsskifte, og planen var allerede dengang, at jeg ville begynde at trappe ned, når jeg nåede de 60 år, fortæller Jens Ottesen. - Det er sket nu, og næste del er planlagt til at vare et par år. Så har jeg mulighed for at gå på efterløn, og det er det, jeg sigter efter. - I de kommende to år er jeg således ansat i en konsulentstilling i arkitektfirmaet, og det er meningen, at jeg skal tage mig af en hel del kundekontakt og blandt andet deltage i byggemøder. Så kan Karsten og de andre arkitekter koncentrere sig om at arkitekturen, siger Jens Ottesen. Tegnestuen Skagen har haft en rivende udvikling, siden den blev etableret i 2004. Fra starten var der tre arkitekter. I dag er der seks plus to tekniske medarbejdere. Ændringerne i ejerskabet og Jens Ottesens runde dag markeres med en reception på tegnestuen i eftermiddag.