Fra ejer til medarbejder

Indehaveren af Nissan/Daewoo i Aars, Niels Peter Madsen, har solgt forretningen til Aalborg-selskab men fortsætter som daglig leder

AARS:Først var han ansat, så blev han arbejdsgiver og ejer, og nu er han tilbage i rollen som medarbejder. Men arbejdsstedet er fortsat det samme for Niels Peter Madsen i Aars, og det handler stadigvæk om biler. Om at sælge, servicere og reparere dem. Ikke at han varetager alle tre funktioner selv, men som daglig chef for Nissan/Daewoo i Aars står han i spidsen for disse opgaver. Indtil første august var han selvstændig autoforhandler med de to mærker, men så overtog det store bilhus i Aalborg, Kjærsgaard Auto A/S, forretningen på Markvænget i Aars og driver den nu som et datterselskab under navnet Kjærsgaard Auto Himmerland A/S. - Det er selvfølgeligt lidt vemodigt at sige farvel til ens egen virksomhed - en virksomhed, som man har knoklet for at få til at udvikle sig, men man må også se realiteterne i øjnene, og udviklingen i bilbranchen er entydig. Der bliver ikke fremover plads til små bilforretninger som min. Det vil handle om store enheder - bilhuse, der ejer flere forretninger og har to-tre eller endnu flere mærker at forhandle, siger Niels Peter Madsen. Job til alle Han var fra 1990 til 1997 ansat som reservedelsmand i Nissan-firmaet i Aars, og overtog i 1997 forretningen, da den daværende ejer pludselig døde. - Det har været sjovt men også hårdt at være selvstændig. Arbejdsdagene har været lange, meget lange, og hver søndag har jeg haft åbent i butikken, så da har jeg har heller ikke kunnet holde fri. Nu hedder det faste arbejdstider til hverdag og fri hver anden weekend, idet vi får hjælp af en weekendsælger fra Kjærsgaard Auto i Aalborg fortæller Niels Peter Madsen. Han glæder sig i sagens natur over, at der i forbindelse med salget af forretningen blev et job til ham selv. - Når man nærmer sig de 50, er jobmulighederne desværre ikke så mange. Men først og fremmest glæder jeg mig over, at jeg har kunnet afhænde forretningen på en måde, så den drives videre i samme ånd som hidtil, og at samtlige medarbejdere fortsætter i det nye firma, slutter Niels Peter Madsen.