EMNER

Fra en til tre

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fra venstre indehaver Louise Olesen og hendes to medarbejdere Kathrine Rasmussen og Louise M. Jensen.

ØSTERVRÅ:Der er nok at se til i Østervrå Fysioterapi. Indehaver Louise Olesen har nu to medarbejdere ansat og flere nye tilbud om behandling og træning til borgerne. Det er kun et år siden Louise Olesen overtog Østervrå Fysioterapi, spændt på hvad fremtiden ville bringe. Ville der blive nok at se til? Ville det blive muligt at ansætte en medarbejder mere? Der blev rigeligt at se til, og allerede efter godt et halvt års tid blev den første medarbejde ansat og kort tid efter den næste. Det var først 33-årige Kathrine Rasmussen. Hun arbejder to dage om ugen i klinikken i Østervrå, og varetager derudover to firmaaftaler, som Østervrå Fysioterapi har udenfor sygesikringen. Kathrine Rasmussen er uddannet i 1999 i Holstebro, har herefter arbejdet på klinik i Jerslev og ved kommunen, hvor hun bl.a. har arbejdet med bassintræning. Udover den almindelige fysioterapi har hun også hold med graviditetsmassage. Privat har hun rejst en del i bl.a. Alaska og Brasilien. Kathrine Rasmussen er gift og har to piger. Den seneste tilkomne medarbejder er et meget kendt ansigt i det lokale bybillede – 30-årige Louise M. Jensen, som mange har lært at kende bl.a. i idrætssammenhæng, hvor hun underviser i wateraerobic. Louise M. Jensen er uddannet i 2003 i Aalborg, og har arbejdet på klinik i Hjørring og Sæby. I første omgang har hun valgt at kombinere en del af sin barselsorlov med tilbagevenden til jobbet. I første omgang med 20 ugentlige timer i klinikken, men også med bassintræning og styrketræning i Østervrå Idræts- og Kulturhus. Begge Louise’r håber, at det bliver muligt at de 20 timer inden længe kan blive til flere. Det har været et helt forrygende år, fortæller Louise Olsen, som glæder sig over, at hun er blevet taget særdeles godt imod i Østervrå. Samtidig oplever jeg, at vi har et rigtig godt samarbejde med alle læger i området, forsikre Louise Olesen, der har planer om at udvide klinikkens tilbud i det nye år. Under alle omstændigheder vil hun sammen med sine to medarbejdere fortsat lægge vægt på en klinik, hvor patienterne mødes af en venlig, smilende og humoristisk atmosfære med et højt fagligt niveau. ÅB