Fra EU til Bjarnes virkelighed

Jeg har ved Helle Thorning-Schmidts tiltræden som nyvalgt formand for socialdemokraterne givet udtryk for, at medlemsafstemningens udfald (53 pct. til Thorning-Schmidt) har givet hende et stærkt mandat. Men tillige advaret om, at det ikke må forlede hende til at opfatte det som accept af et enevælde.

Det gamle parti har behov for at besinde sig og bilægge de interne stridigheder og slagsmål. Det stiller krav til både den nye leder og til de, der har brug for lederskabet. Helle Thorning-Schmidt skal have rimelig lang snor - som den novice, hun er i både parti, politik og Christiansborg efter hjemkomsten fra det forunderlige akvarium i Bruxelles. Fjernt fra en dansk virkelighed. For eksempel fra den virkelighed, det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen fra Nordjylland bevæger sig i. Han fik et kanonvalg ved folketingsvalget. Det gav et ekstra S-mandat til landsdelen - der markerede sig som det sted i landet, hvor flest S-vælgere holdt fast. For Bjarne Laustsen kender sine vælgere og sin landsdel. Den har været - og er - ramt af virksomhedslukninger, hvor hundredvis af medarbejdere sendes på gaden. En god del af de ledighedsramte kommer fra fag og virksomheder, der kan karakteriseres som områder med den gamle "arbejder-type". Den, hvor der bydes på hårdt arbejde - og fysisk nedslidning. Værfterne, slagterierne, fiskeindustri, mejerier og fabrikkerne. Dér, hvor produktionen bæres af rigtige menneskehænder. Det er forhold, der hører til Bjarne Laustsens univers. På den baggrund har han stået fast på socialdemokraternes opfattelse af efterlønnen – i et forsvar af det brede forlig, der blev indgået mellem et bredt folketingsflertal i 1998. Den holdning bakkede en enig socialdemokratisk folketingsgruppe op så sent som 11. april i år - forud for en ny efterløn-debat i folketingssalen. Dagen efter var Helle Thorning-Schmidt så ny partiformand. I sin tiltrædelsestale om aftenen 12. april, og i en række efterfølgende tv- og avis-interviews fastslog hun, at efterlønnen dermed var sat til debat, vel at mærke til en ny debat. Kun et døgn efter at den socialdemokratiske efterlønspolitik var blevet bekræftet i folketinget. Ganske vist uden deltagelse af den fraværende Helle Thorning-Schmidt. (Formentlig fordi hun var i gang med at indstudere sin sejrstale - den dér med: "De, der ikke er med mig, kan godt blive hjemme"). Bjarne Laustsen kunne med rette føle sig overrasket – og erklærede derfor, at partiets efterløns-politik kan ændres af partiet, det vil sige kongressen – men da ikke af en ny formand. Hvorefter Thorning-Schmidt og en kreds af nyslåede mellemledere gik ud med kritik af Bjarne Laustsen for både illoyalitet og fløjkrig. Hva' dælen er meningen? Selv en DSU-leder fra Aalborg, Kenneth Kuur Sørensen, (endnu én af de mange cand-et-eller andet fra universitet) deltog i angrebene på Laustsen. I både avis og tv med en understregning af, at formandsvalget overtrumfer både en folketingsgruppe, en partibestyrelse og selve partikongressen. I det Kenneth Kuur Sørensen'ske perspektiv må det betyde, at alle partilovs-nedfældede procedurer er skrottet. Det er nytænkning så det vil noget. Til billedet kan føjes: I tv-magasinet "Debatten" 14. april blev den nye politiske ordfører - og stadigt partinæstformand - Lotte Bundsgaard, grundigt afæsket en forsikring om at garantere efterlønnen for "alle over 40-årige", der i dag indbetaler efterlønsbidrag. Det ville Bundsgaard ikke svare på. I stedet forklarede hun, at man måtte hitte ud af, hvordan man kan sikre efterlønsordninger for udslidte, der fases ud af arbejdsmarkedet. Det er nok værd at se på. Men står det i vejen for et klart tilsagn om efterløn til sin tid for de over 40-årige, der disponerer i tillid til løfterne fra det gamle Socialdemokrati og de nye ledere? Bjarne Laustsen har god grund til sin undren over politik-forandringer så hastende og topstyre-bestemt som oplevet. Bent Øberg, Fasanvej 4, Aalborg, er journalist. E-mail: bent@oeberg.dk