Fra film til romaner

Gene Hackman - 80 år lørdag. Foto: Scanpix

Gene Hackman - 80 år lørdag. Foto: Scanpix

¤Gene Hackman, skuespiller, pensionist og nu romanforfatter, fylder lørdag 80 år. I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af det følgende årti slog Gene Hackman sit navn fast i store film som "Bonnie og Clyde" og "French Connection". Noget tyder på, at Hackmans karriere som skuespiller er forbi. Det gav han også selv udtryk for i 2008, fire år efter at han havde optrådt i sin seneste film, "Welcome to Mooseport". Men Gene Hackman er ikke typen, der stiller sig tilfreds med en tilværelse som tilbagetrukket pensionist. De seneste år har han skrevet tre romaner, alle i samarbejde med undervandsarkæologen Daniel Lenihan. Hackman begyndte i en alder af 26 år at læse til skuespiller på Pasadena Playhouse i Californien. Her blev et livslangt venskab med klassekammeraten Dustin Hoffman grundlagt, og sammen med Robert Duvall kæmpede de i 1960'erne en hård kamp for at slå igennem i New York. Vejen gik gennem teatret og forskellige småjob, der absolut intet havde med faget at gøre. Men disse erfaringer var med til at bygge en personlig bagage op, som også Gene Hackman senere kunne trække på i sine mange roller inden for film og teater. En høj grad af nærvær og troværdighed kendetegner hans spil og bidrager til at "løfte" mange af de action- og ramasjangfilm, han har spillet med i, og som ellers sjældent levner plads til skuespil i nævneværdig grad. Gennem årene har hans spil desuden fået flere facetter, suppleret med fine stænk af humor og selvironi, der også gør ham til et solidt kort inden for den lettere genre. Hackman har fem gange været nomineret til en Oscar og vundet to gange: I 1972 for bedste hovedrolle i "French Connection" og i 1993 for sin birolle i Clint Eastwoods western "De nådesløse". Blandt de øvrige film, som Hackman har efterladt et stærkt indtryk i, kan nævnes Francis Ford Coppolas "Aflytningen" og "Mississippi Burning". Han fulgte sin præstation som detektiven Popeye Doyle op i "French Connection II", ligesom han både på film og tv har spillet Lex Luthor i flere udgaver af sagaen om Superman. Blandt hans i alt over 80 film kan også fremhæves "Ingen vej tilbage", "Reds" samt fra de seneste år "Get Shorty", "Enemy of the State", "Heist" og den syrede komedie "The Royal Tenenbaums". Gene Hackman har tre børn med sin første kone, Faye Maltese. Parret gik i 1986 fra hinanden efter 30 års ægteskab, og i 1991 blev han gift med Betsy Arakama. Parret bor i Santa Fe i staten New Mexico. /ritzau/

Forsiden