Fra flop til top

AaB kun ét point fra slutspilsplads efter sæsonens hidtil største sejr

AaB Team Helsinge 34-18 Håndboldligaen, mænd AALBORG: Han har længe lignet et fejlkøb, men i aftes viste Rune Skjærvold endelig, hvorfor AaB Håndbold inden denne sæson har investeret i den norske landsholdsspiller som afløser for Christian på højre fløj. Efter en miserabel start kom han pænt op i omdrejninger i søndags mod FCK, og i aftes lynede en selvtillidsfyldt og initiativrig Rune Skjærvold fra første fløjt med fem scoringer i løbet af et kvarter. Han havde således sin store andel i, at AaB bragte sig foran 11-2 i en periode, hvor Team Helsinge forsøgte sig med mandsopdækning af både Børge Lund og Rune Ohm, men blev straffet af især Skjærvold, der eksemplarisk udnyttede den ekstra plads, han fik til rådighed. Han kunne naturligt nok ikke holde niveauet i fortsættelsen, men fik immervæk givet visse forhåbninger om, at AaB er ganske pænt rustet på pladsen. God kontrast Den virkelige styrkeprøve for både Skjærvold og AaB som helhed kommer mod stærkere modstandere, men på trods af den billige baggrund var indsatsen i aftes absolut godkendt. - Denne gang får I fingrene ud af røret fra starten, havde sportschef Jan Larsen tordnet til spillerne, før de løb på banen, og de reagerede med en aggressiv åbning, der stod i skarp kontrast til den sløve indledning i søndags mod FCK. Med otte spillere på scoringslisten efter 27 minutter viste AaB'erne igen, at holdet ikke står og falder med enkelte spillere, og specielt i første halvleg var forsvaret næsten uigennemtrængeligt, omend gæsterne heller ikke havde skræmmende skytter at byde på. Eksamen venter Med storsejren - den største i denne sæson - brugte AaB den første dag i julemåneden til at underbygge holdets søde drømme om deltagelse i forårets DM-semifinaler, men senere i december venter to opgaver, som afgør, om forhåbningerne kan blafre lystigt højtiden over. Udekampene mod GOG og Bjerringbro henholdsvis 15. og 18. december ligner vanskelige hurdler og kan betegnes som efterårets eksamen for et AaB-hold, der med to uventede hjemmebanenederlag (mod Bjerringbro og Tvis) på kontoen nødvendigvis skal besejre nogle af de gode hold på udebane for at opfylde sæsonens målsætning. De to point i aftes lunede dog ekstra, da GOG tabte i Skjern. Dermed er AaB på sjettepladsen kun et point efter det magiske slutspilsfelt. Kampfakta: Stillinger undervejs: 7-1, 11-2, 17-6, 17-8 (pause), 19-12, 28-17, 34-17. Mål for AaB: Bo Pedersen 7, Rune Skjærvold 6, Rune Ohm 5, Heino Holm Knudsen 4, Børge Lund 3, Håvard Tvedten 2, Kenneth Klev 2, Marco Botin 2, Søren Larsen 2, Troels Møller 1. Mål for Team Helsinge: Hans Lindberg 6 (4), Martin Bager 5, Kasper Klitgaard 2, Jens Weywadt 1, Jonas Edland 1, Magnusd Magnusson 1, Casper H. Nielsen 1. Udvisninger: AaB 7, Team Helsinge 3. Diskvalifikation: 35. minut Ulrik Villadsen, Team Helsinge (direkte rødt). Dommere: Hans Henrik Staal og Frank D. Bjerregaard. Tilskuere: 1.425.