Fra fodboldflagskib til serieklub

FfI har oplevet en gevaldig sportslig og økonomisk rutsjetur

Christian Kærsgaard: - Vi har haft en administration på divisionsniveau, selv om vi spiller i amatørrækkerne. Foto: Bent Jakobsen

Christian Kærsgaard: - Vi har haft en administration på divisionsniveau, selv om vi spiller i amatørrækkerne. Foto: Bent Jakobsen

Dana Cup afvikles for 25. år i træk og nedgangen i deltagerantallet kommer på et særdeles uheldigt tidspunkt for den arrangerende klub, FfI, der netop nu oplever en gevaldig nedtur, sportsligt som økonomisk. Klubbens førstehold er netop rykket ned i Jyllandsserien og hvor FfI tidligere var repræsenteret i de bedste ungdomsrækker, hedder det nu A-rækken, fjerdebedste niveau. - Vi har ikke været dygtige nok til at produktudvikle og de bedste ungdomsrækker er lukket land for FfI. Det betyder, at spillerne ikke har de taktiske, tekniske og ikke mindst mentale færdigheder, der skal til for at klare sig på højere niveau, når de bliver seniorer, siger Christian Kærsgaard, tidligere anfører for FfI og nu formand for fodboldafdelingen. FfI har indledt samarbejde med en række af kommunens andre fodboldklubber om en fælles fodboldskole i et forsøg på at vende udviklingen. Økonomisk deroute Økonomisk har de sidste to år været om muligt en endnu større rutsjetur for byens tidligere fodboldflagskib. Sidste år endte med et minus på 360.000 kroner og året før var endnu værre. På to år blev klubbens egenkapital reduceret fra knap en million til 70.000 kroner. - Vi har haft en administration på divisionsniveau, selv om vi er en serieklub i amatørrækkerne. Det holder ikke. Derfor har vi nu strammet op, afskediget vores kontordame og droslet alle omkostninger ned på et andet niveau, siger Christian Kærsgaard.