Fra grim til pæn bymidte

Peter Olesens nye bog, Pænere facader, præsenteres mandag i Frederikshavn

Klostertorvet i Sæby bliver hængt ud for sine hvide døre af byrevseren Peter Olesen i en ny bog, Pænere facader. Bogen udkommer på mandag ved en reception i Det musiske Hus i Frederikshavn. - Gamle huse er født med enten grønne, gule eller blå døre, forklarede Olesen, da han tidligere på året var i Nordjylland for at samle billeder til sin bog. Heri sammenligner forfatteren fortrinsvis butiksfacader før og nu i en række danske byer. Men også et kapitel om parcelhuse er med, og her er Sæby og Hobro faldet i unåde. Hobro fordi Peter Olesen er født i Søndergade 6. - Jeg har længe ærgret mig over nabohuset, lyder det med tanke på to vinduer i fodhøjde. - Det er som om ejeren hellere vil have lys til fødder end til hoved. Og selvom vinduerne bliver skiftet ud og flyttet, kommer man til at kunne se på facaden i de næste 50 år, hvor de har siddet. Aalborg Meget mere negativt om nordjyske byer er der ikke i bogen, hvor forfatteren omtaler Aalborg, Frederikshavn og Aars samt en række andre danske byer. Eller næsten. For skønt Aalborg er på vej og synger med på den pæne melodi, som Olesen skriver, efterlyser han en stærkere politisk opbakning til regler vedrørende blandt andet skilte. - Prioriteringen i Aalborg er til stille snak, og det hjælper ikke altid på nordjyder. Men det betyder, at byplanfolkene i teknisk forvaltning ikke kan køre ligeså hårdt frem og være lige så strikse som i Helsingør, Køge og Nyborg, mener revseren. Thina Wallin er arkitekt og afdelingsleder for netop byplanlægningen i Aalborg Kommune. Og hun tror ikke på strammere regler. Mere på en god dialog. - Min erfaring er, at når kommunen viser flaget og renoverer gader og torve, følger butikker og private med, siger Thina Wallin og peger på Boulevarden som eksempel på den gode udvikling. - Her er der sket utroligt meget de sidste par år, og stadig flere butikker sætter facaderne smukt i stand. Arkitekten og afdelingslederen mener ikke, at en skiltelokalplan er nødvendig. I stedet har Aalborg Kommune valgt at lave bevaringsplaner, der ser på både skilte og facader. - Vi er nået langt på de 10 år, der har været fokus på facader. Og når vi ser på resultatet kan vi være stolte, slår hun fast. - Jeg hører ofte gæster fra andre kommuner og byer i udlandet sige, at Aalborg midtby er flot. Frederikshavn I Frederikshavn har strammere regler hjulpet. Efter Peter Olesens kritiske besøg i 1996 lavede Frederikshavn Kommune en skilte- og facademanual, ligesom der blev etableret en byfond. Den har blandt andet til formål at premiere restaurerede ejendomme, facadeændringer eller bygningsdetaljer. - Frederikshavn bymidte er ikke til at kende igen. Den har fået et rigtigt godt og tiltrængt løft, roser Olesen. At Frederikshavn fremhæves i bogen som det gode eksempel har ifølge Tove Warmløse, teknisk forvaltning, stor betydning for andres syn på byen. - Frederikshavnere synes, at Frederikshavn er usandsynlig dejlig. Men vi vil også gerne have folk fra Aalborg og Hjørring til at mene, vores by er et besøg værd, erklærer Tove Warmløse, der sekretær i Frederikshavn Byfond. - Målet er, at byens gæster bliver lidt længere, og vi har sat meget ind på at gøre byens pladser og torve tidssvarende. På at give Frederikshavn et andet image efter værftslukningen for nogle år siden og vise, at vi har vækst og vilje til at gøre noget ved bymiljøet. Og den positive omtale i Peter Olesens bog kan være medvirkende til, at også andre forbinder os med vækst i stedet for værftslukning og et forblæst stop på vej på skiferie med færgen. Udviklingen i Frederikshavn stopper ikke her. Visionerne i en ny havneplan er at forbinde erhvervshavnen med byen ved hjælp af noget smukt, som byfondssekretæren udtrykker det, og derved skabe endnu mere miljø i bybilledet. Aars Aars er med i bogen som repræsentant for den gode trend. - Alle mennesker er nemme at have med at gøre, når de får ros. Også os, lyder det fra byens handelschef, Jes Jacob, om Peter Olesen positive omtale af byen. - Det er dejligt at blive fremhævet for noget positivt, lyder det med henvisning til bogens afsnit om den himmerlandske by. "Aars er noget helt særligt. Aars er måske i virkeligheden efter Assens den danske by, der på kortest tid har nået mest." skriver Peter Olesen, der ifølge handelschefen selv har en stor del af æren. - Han gjorde sig for år tilbage den ulejlighed at fortælle, hvad han mente om byen uden omsvøb. Og det hjalp, konstaterer Jes Jacob. - Kommunen havde investeret rigtig mange penge på ny belægning i bymidten, og Peter Olesen fik med grimme eksempler alle til at indse, at også facaderne måtte følge med. Resultatet var, at mange renoverede smukt, både butiksindehavere og ejere af ejendommene. Og stadig gør det, fordi Peter Olesens ros er selvforstærkende, og får folk op på dupperne, har handelschefen erfaret. - Vi har givet os selv håndslag på at holde ved, så Aars fortsætter med at være, som den moderne forbruger ønsker det: Lyst, rent, pænt og nemt at komme til. Før og nu Peter Olesen har siden 1988 optrådt overalt i landet som revser og moralsk opruster på den arkitektoniske scene. Og det er oplevelserne herfra, han har brugt til bogen om facadeudviklingen i danske byer. For forfatteren selv har det været en fornøjelse at samle mange års erfaring med dansk bygningskultur og se udviklingen. Han glæder sig over, at der er sket en masse. Ifølge Peter Olesen er det blevet god tone at rydde op i facaderne og gå fra grimt til pænt, fra larm til ro, fra uordentlighed til ordentlighed – fra overdreven tilklistring til enkel og diskret skiltning. - Før skar vi husene over i hoftehøjde, høvlede ind på stueetagen, så vi fik "gabende kæber", dækkede facaderne til med overdreven stor skiltning, satte upassende, faste baldakiner eller store, ofte snavsede og ulækre barnevognskalecher på og siden undlod at fjerne dem. Nu er man mange steder gået den modsatte vej – tilbage til det oprindelige med respekt for huset, uddyber Peter Olesen. Bange for at komme til at kede sig, hvis det hele bliver for pænt og ensformigt, er han ikke. - Pænhed behøver ikke betyde kedelig og ensrettet. Pænhed og ordentlighed har masser af rummelighed til farver og fantasi, mens grimhed kun er til at få kvalme af og flygte fra. } Peter Olesen: "Pænere facader". Fotos af Henrik Bjerregrav og Peter Olesen Stort format, 120 sider. 250 kr. Thanning & Appel Udkommer mandag