Fra gymnasieelev til kinesisk giraf

Gamle traditioner og topmoderne nyskabelser brydes for øjenene af Støvring-bo, der arbejder i Kina

Kina 20. april 2003 08:00

På trods af landets størrelse og kulturarv, er det ikke meget folk ved om landet, man som barn blev fortalt lå under jorden. Efter snart tre måneder her i Kina, ved jeg stadig ikke meget om kineserne og deres land, eller hvorfor de lever som de gør, men jeg er dog begyndt at forstå hvorfor landet forekommer så ukendt og fjernt for os i Vesten. Kineserne er meget imødekommende og venlige, men de er svære at komme tæt på, til dels fordi de er mere interesserede i at passe deres eget beskedne liv, og ikke blande sig for meget i ting, der ikke vedkommer dem. Men Kina udvikler sig meget hurtigt, og i kølvandet på den økonomiske udvikling vil der uundgåeligt følge et holdningsskift i måden hvorpå kinesere ser verden omkring dem. Denne udvikling kan jeg allerede mærke som lærer på et lokalt gymnasium, hvor jeg underviser i mundtlig engelsk. Generte unge Der er 2000 elever på skolen, hvoraf jeg underviser otte klasser á 50 elever hver. Halvtreds elever lyder sikkert af meget, men de opfører sig langt fra som deres danske kolleger. Hvor danske elever i så vid udstrækning som muligt prøver at vise, at de er deres helt egne, prøver kinesiske unge i stedet at falde ind i mængden. Tankegangen gør det svært at undervise i især mundtligt engelsk, hvor jeg forsøger at få eleverne til at ytre sig på egen hånd, hvilket de aldrig er blevet bedt om før. De sidder alle i stedet med lutter øre og venter på en prædiken fra mig, der aldrig kommer, hvilket i stedet efterlader en flov stilhed i værelset. De kan sagtens svare på spørgsmål, men de foretrækker at gøre sådan i kor, hvilket er let, når de alle pudsigt nok er enige i alt, hvad jeg kan finde på at spørge om. Skolen er i udkanten af en lille flække ved navn Jiaxing, der med opland har omkring 3,5 million indbyggere. Flækken ligger halvanden times kørsel syd for Shanghai, og gennemgår i disse år en rivende økonomisk udvikling, der er svær at fatte, hvis man ikke ser det selv. Bygger overalt Overalt er der byggepladser og høje kraner, og man bliver ikke overrasket hvis man støder ind i en ny bygning, man ikke mener stod der sidste måned - for det gjorde den sikkert ikke. Selvom området er blandt de rigeste i Kina, og den vestlige inflydelse er stor, kan jeg ikke finde meget Jiaxing har til fælles med Støvring, hvor jeg kommer fra. Det var derfor et kulturchok af dimensioner der ventede mig, da jeg ankom til byen i starten af februar. Især larmen på gaden var svær at vænne sig til i starten; lige meget hvor man gik hen, fulgte den med. Mine ører blev helt slappe af de mange sære lyde, og man bliver hurtig træt i hovedet af at tænke på, hvorfra og hvorfor de kommer. Selv om jeg siden hen har vænnet mig til lydene, lugtene og den tætte omgang med folk på gaden, lægger jeg stadig mærke til blikkene der følger mig overalt. At gå rundt på gaden som udlænding, er som at være i zoologisk have, bare med den forskel at her har tilskuerne overtaget dyrenes plads, og hænger ud af vinduerne og stirrer på det mærkværdige væsen, der går nonchalant forbi dem. Som en giraf Jeg ser mig selv nogen gange som en omstrejfende giraf på afveje, når jeg går ned af gaden, i tvivl om hvordan jeg skal gebærde mig uden at vække for stor opmærksomhed i mylderet omkring mig. Ofte opdager et barn mig før sine forældre, og så peger barnet stolt mod mig og prikker til sine travle forældre, så de også kan se hvordan en rigtig udlænding ser ud. Som alle andre eksotiske dyr, har jeg dog lært at leve med blikkene og ellers passe mig selv. At gå i sin egen verden når man krydser vejene er dog ikke at foretrække, her handler det om hele tiden at være oppe på dupperne. Trafikken syntes nemlig at bevæge sig uden nogen form for orden og eller formål, andet end at være til besvær for alle andre. I Danmark er det ikke usædvanligt at se fodgængere i lyskryds vente tålmodigt til det bliver grønt, selv om der ikke er nogen biler hverken til højre eller venstre. I Kina er situationen dog lige omvendt, her tolkes rødt og grønt begge som gult. Der er ikke nogen trafikregler i Kina der er så hellige at de ikke må brydes, de er snarere uskrevne regler som det er op til den enkelte at følge eller ej. Det gør trafik lettere og en smule mere spændende a færdes i på en ellers triviel hverdag. Vel at mærke hvis man er bekendt med de udskrevne regler, og ikke er tilbageholden med at bruge hornet. På trods af trafikkens kaotiske orden og dens farveblindhed, er lysreguleringen dog et tegn på bedre tiders komme. Den karakteristiske røde lampe vi kender, er afløst af et rødt nedtællingsur af små dioder, der ganske enkelt viser hvornår det bliver grønt igen. Det er en skam ingen trafikanter så følger dem, men jeg er stadig optimistisk: I Kina kommer teknologien nemlig før behovet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...