Aalborg

Fra helt til håndklæde

AALBORG: For Frederikshavn IK's Mike Grey blev lokalopgøret så sandelig en oplevelse på godt og ondt. Den farverige landsholdsangriber indledte flot med to scoringer, men i 3. periode fik han sammen med den øvrige FIK-flok tilsyneladende en voldsom gummiarm, da det lignede en sikker frederikshavner-sejr. Og ikke nok med det. Mike Grey måtte kort før den ordinære spilletids udløb se sig udvist for dårlig opførsel. Det gav ti minutter udenfor, og dermed var han færdig for kampen. Færdig var han også i omklædningsrummet - grædefærdig. Her sad frederikshavneren begravet i et håndklæde og havde ikke spor lyst til at kommentere den for FIK'eren så tåbelige afslutning på kampen. FIK-træner, Henrik Christiansen, gav holdets mange udvisninger i 3. periode skylden for nedturen. - Hoveddommer Jacob Grumsen sendte mine spillere ud for alt muligt, men samtidig forstod vi heller ikke at bevare hovederne kolde og spille så disciplineret som i 1. og 2. periode. Desuden blev der lavet for mange personlige fejl, og akkurat som i søndags mod Herning blev vi straffet på det. - Vi tabte to point, sagde FIK-kaptajn Jesper Pedersen, og målmand Johan Westermark kaldte det at smide sejren væk. - Ni ud af ti gange får jeg skudt pucken væk i den situation, hvor Ronny Larsen helt unødvendigt fik lov til at score til 2-4. - Men vi er et hold i modgang, mens AIK er i medgang. Det var tydeligt i lokalslaget, sagde FIK-keeperen. jop