Fra Himalaja til Pandrup

Dronningen af Bhutan ser Epoka på sin Danmarkstur for at skaffe penge

Grete Mill
Adm. direktør Rune Sørensen viser en større delegation med dronningen af Bhutan i spidsen Epoka på torsdag i næste uge. Arkivfoto : Henrik Louis
Velgørenhed 20. september 2006 06:00

PANDRUP: Industrikvarteret i Pandrup får om en uges tid et besøg ud over det sædvanlige. Da vil dronningen i det lille kongedømme Bhutan i hjertet af Himalaja bjergmassivet og hendes følge besøge Epoka. De kommer af ren nysgerrighed, for virksomheden har ifølge adm. direktør Rune Sørensen ikke handelsforbindelser med Bhutan og heller ikke umiddelbare planer om det. - Vi fik en henvendelse fra Terre des Hommes, som har foranstaltet dronningens besøg i Danmark. Hun vil gerne se en typisk dansk handelsvirksomhed, så jeg viser hende rundt, siger adm. direktør Rune Sørensen, Epoka. Dronning Dorji Wangmo Wangchuck kommer til Danmark på mandag og bliver en uge som Terre des Hommes gæst. Formålet er at gøre opmærksom på et børneprojekt, som den danske organisation støtter gennem en bhutansk, der er grundlagt af dronningen. Den hedder Tarayane Foundation, Bhutan. Terre des Hommes har tilrettelagt et omfattende og meget varieret program for dronningen, der bl.a. ledsages af kongedømmets ambassadør for Vesteuropa. I Brønderslev holdes som tidligere omtalt en festmiddag, doneret af Nordjyllands Amt, til fordel for hjælpearbejdet. Den foregår om aftenen, torsdag 28. september. Om eftermiddagen besøger hun Epoka med direktør Rune Sørensen som vært og borgmester Flemming Jansen (V) som kommunens officielle repræsentant. Da har Flemming Jansen allerede mødt hende én gang, for han og hans kone er inviteret til gallamiddag i Herning aftenen forinden. Også den middag skal skaffe penge til børn i Bhutan. - Vores mål er at skaffe 300.000-500.000 kr. til et skolehjem til de 250 skolebørn, vi støtter i øjeblikket, og jeg er overbevist om, at det nok skal nås. Vi kan bygge for omkring 300.000 kr., men kommer der en halv mio. kr., bygger vi bare større, så vi kan hjælpe flere børn. De skal være der i hverdagen og hjem i weekenden, for de har meget langt, 30-40 km, til skole, fortæller landsformanden for Terre des Hommes, Henrik Bøg. Han fortæller også, at tilrettelæggelsen af dronningens besøg har været noget af en opgave, fordi alle i organisationen arbejder frivilligt. Personligt har han været i gang efter arbejdstid til ud på de små timer. - Vi har arbejdet med det siden foråret og fik fra starten koblet Udenrigsministeriet og PET på, fordi vi selvfølgelig ikke har med det sikkerhedsmæssige at gøre, tilføjer landsformand Henrik Bøg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...