Fra hiphop til husmor

Thera Hoeymans, tidligere popsangerinde, fylder i dag 40 år.

Thera Hoeymans - 40 år i dag. Foto: Scanpix
Teater 22. september 2009 06:00

Allerede som ung lagde Thera Hoyemans glamourlivet bag sig, da hun gik fra toppen af poppen til at være hjemmegående husmor på landet. Hun var feteret popstjerne i bandet Cut'N'Move og blev derefter tv-studievært med million-seertal og siden kreativ landhusmor. Det startede ellers ikke så nemt for Thera, der som seksårig kom fra Holland til et Danmark, hvor mørk afro og en mørkglødet hud stak ud og kunne koste på legepladsen. Da hun senere kun lige rundet de 20 år bankede igennem med hiphopbandet Cut'N'Move, blev også det hurtigt for meget. Trods stor succes for bandet følte hun sig ikke tilpas som galionsfigur i poppens supermarked for letfordøjelige varer. Efter tre år forlod hun bandet. Uden for berømmelsens ubønhørlige lys kom hun dog lang fra. For det ubestrideligt fotogene ansigt nærmest kaldte på et tv-kamera. TV2's seersucces "Eleva2eren" blev næste station. Også TV3 og DR har haft fornøjelsen. Men da hun fik børn, fik de topprioritet på hendes egen hitliste sammen med et landligt liv syd for Århus. I stedet er den kreative åre blevet til mere end en hobby som kunstmaler, og hun har en lang række udstillinger bag sig. Hun debuterede også som jazzsanger på Aarhus International Jazz Festival i 1999 og har udgivet to plader med egne kompositioner. Thera Hoeymans har desuden medvirket i tre musicals på Aarhus Teater. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...