Skolevæsen

Fra idealer til praksis

Der er i disse år et stort ønske om en mere rummelig og inkluderende folkeskole, og flere elever skal rummes i almenundervisningen.

Skolerådets formandskab har bedt Danmarks Evalueringsinstitut om at kortlægge skolernes samlede indsats for inklusion. Det mest interessante er, at der på mange felter er en meget betydelig forskel mellem skoleledernes og lærernes vurderinger. Skoleledernes vurderinger er generelt langt mere positive og "loyale" over for kommunernes inklusionsstrategier end lærernes vurderinger er. De fleste ledere (73 procent) vurderer, at andelen af elever, der inkluderes i almenundervisningen er passende, hvor dette kun gælder for 42 procent af lærerne. 49 procent af lærerne vurderer, at der inkluderes for mange elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Som rapporten også beskriver skyldes dette formentlig, at lærerne i deres dagligdag i højere grad mærker, hvor svært det er at gennemføre inklusion i praksis. Skoleledelsens loyalitet op ad til er vi forpligtet på som kommunalbestyrelsens forlængede arm. Men vi har altså en vigtig opgave i at skabe vilkår for inklusion. Det kommer ikke af sig selv. Der er langt fra idealer til praksis, og det er helt klart, at en effektiv inklusion kræver et fællesskab om mål og fremgangsmåder. Mange typer af indsatser er udbredte, men billedet er straks mere utydeligt, når det gælder vurderinger af, hvad der så fremmer inklusion bedst. Her er der ikke nogen særlig tydelige tendenser, og det kan tyde på, at det er vanskeligt for ledere og lærere at afgøre, hvad der faktisk virker i praksis. Evalueringen viser også, at mange lærere savner kompetencer til at rumme elever med særlige sociale og emotionelle behov. Når det gælder elever med psykiske vanskeligheder, vurderer kun 45 procent af lærerne, at de har de nødvendige kompetencer. Det mest udbredte syn på inklusion i den danske folkeskole i øjeblikket er. at en elev med særlige behov er inkluderet, når eleven har udbytte af almenundervisningen og deltager aktivt i det sociale fællesskab i en almenklasse. Læringsfællesskab er inkluderende, når alle elever bidrager aktivt til, har udbytte af og udvikler positive selvbilleder på baggrund af fællesskabets aktiviteter. Der iværksættes ganske mange forskellige indsatser ude på skolerne. Pædagogiske koncepter som Cooperative Learning, Classroom Management og Trin for trin er en del af praksis på mere end halvdelen af skolerne. En stor del af lærerne arbejder desuden målrettet med trivsel og med en anerkendende og relationel tilgang til eleverne i undervisningen. Styrket skole/hjem-samarbejde og samarbejde med SFO er også udbredt. Samarbejdet med AKT-vejledere, læsevejledere og specialundervisningskoordinatorer er en af de helt centrale ressourcer for lærerne i deres arbejde med inklusion, og også teamsamarbejdet er en vigtig kilde til sparring og inspiration. Kortlægningen viser, at der siden 2008 er sket en betydelig stigning i trivselspersoner og inklusionsvejledere på skolerne. I dag har 34 procent af skolerne en trivselsperson og 12 procent har en inklusionsvejleder. Lærere med erfaring fra specialundervisning er mere kompetente til at inkludere elever med forskellige typer af vanskeligheder. Så vi må skabe en kultur for intern vejledning og videndeling, så skolens inklusionskompetente medarbejdere kan bidrage til, at det lykkes. Skolebestyrelsen må hjælpe os med udfordringen, der ligger i mødet med forældregruppen. Her møder skolerne ind imellem modstand mod inklusion på grund af bekymring om især uro og konflikter blandt eleverne.