Fra istid til rumtid

LØNSTRUP:Vinterferien byder traditionelt på masser af aktiviteter for børn og barnlige sjæle, og dette års vinterferie er ingen undtagelse - heller ikke i Lønstrup. Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn og projektet "Fra istid til rumtid" byder interesserede indenfor allerede mandag 16. februar. Her er der et arrangement i Leif Salomonsens værksted på Nejstvej, hvor glasformning er temaet. Der opfordres til at putte fantasien i glas og forvandle det til rammer, relieffer og smykker, ligesom man kan være instruktør og fotograf på en film om glasset. Tirsdag 17. februar laves der collage, masker og malerier i Lønstrup Café-Bio på Strandvejen, og her man man også være instruktør eller fotograf på en film om kreativiteterne. Onsdag er aktiviteterne lagt i den gamle skole, Bugten 4. Her redigeres film og digitale billeder fra mandagens og tirsdagens aktiviteter, og senere er der forberedelse til filmpremiere samt udstilling, madlavning og borddækning i den gamle biograf. Om aftenen er der fællesspisning og premiere på ugens optagelser og på filmen "Fra istid til rumtid". Prisen for materialer er 30 kr. pr. dag, og på filmaftenen er maden gratis for børn. Voksne betaler et beløb for maden.