Fra jord til bord

Sidste uge var høstuge for de yngste elever på Kappelborgskolen

Kvissel 30. september 2002 08:00

SKAGEN: Eleverne fra børnehaveklasse til og med anden klasse på Kappelborgskolen rev sidste uge skoleskemaet i stykker. I stedet stod ugen i høstens tegn. Skoleskemaet er nu ikke det eneste, som børnene rev i stykker. Hele ugen er der blevet revet gulerødder og rødbeder. Grøntsagerne var eleverne selv i Kvissel for at høste på Vasen Gartneri. For voksne mennesker er det en naturlig ting, at man skal grave kartofler og gulerødder op af jorden. Men for en del af børnene var det slet ikke en selvfølge. Forud for høstugen har eleverne lært om frugter og grøntsager i skolen. Blandt andet har de lært, at gulerødder ikke kan plukkes på træerne, og at æbler ikke skal graves op af jorden. I ugens løb har de forvandlet grøntsagerne til vegetarfrikadeller, kage og andre lækre ting. De skulle nydes til den store høstfest fredag formiddag, hvor eleverne var klædt ud som bondepiger og bondedrenge. En del af lærerne havde også klædt sig ud som bondekoner. Børnene gik ivrigt til det lange tag-selv bord med resultaterne af ugens anstrengelser. Helt forståeligt havde børnene en god appetit. Ikke nok med at de havde brugt en hel uge på at lave lækkerierne. De havde også fejret høsten ved at danse hele formiddagen. Dansene havde de øvet på forhånd. Derfor var det et flot syn da de udklædte børn dansede rundt akkompagneret af klaver og harmonika. Det var en flok storsmilende børn, der afsluttede ugen med høstfesten fredag. Men selvom det har været skæg og ballade for børnene, har der i høj grad været et fagligt indhold i ugen. Børnene opdagede det bare ikke. Børnene lærte en masse om, hvor maden kommer fra, og hvad man kan bruge naturen til. Eleverne fik også lidt danskundervisning ind ad bagdøren. De ældste af børnene skulle nemlig både læse og skrive opskrifter. Samtidig snakkede lærerne med eleverne om hvordan kroppen fungerer, og hvor vigtig sund mad er. Arrangementet var kun for eleverne fra børnehaveklasse, første klasse og anden klasse. Men de lidt ældre elever har jo selv prøvet det, og ved hvor god maden er. Derfor fik de traditionen tro lov til at få resterne fra de smås bord.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...