Fra kælder til kvist på to år

Nina Jensen og Carstn Pedersen renoverer et gammelt hus i etaper

Kun de oprindelige mure ender med at stå tilbage, når Nina Jensen og Carsten Pedersen engang bliver færdige med at indrette deres ønskebolig i Gistrup. Om to år hvis det går efter planen. Samtidig bor familien på tre på skift i underetagen og på førstesalen. Parret er netop flyttet fra en lejlighed i Aalborg midtby og ind i et to-planshus med kælder og fri udsigt til fodboldben i mange størrelser på Gistrup gamle stadion. Foreløbig er der lagt nyt, sortglasseret tegl på taget, der engang skal stå i kontrast til hvidmalede mure, og midt på troner en zinkbeklædt kvist som førsteparket til træningsfodbold, førstesalen er ryddet for vægge og døre, ligesom gulvet er brækket op. - Planen er, at vi bor her i stueplan, mens vi renoverer førstesalen, fortæller Nina Jensen, der har skrubbet køkken og malet og gjort ved, før familien flyttede ind. Og selvom hjemmet ser lyst og venligt ud med nye vinduer og en dobbelt terrassedør ud til den ryddede grund, er der ved nærmere eftersyn et par skønhedspletter som mellemrum mellem vægge og karme samt omkring vinduerne. - Oprindelig havde vi tænkt os Dannebrogsvinduer, men hullerne er bredere, end de er høje. Derfor ændrede vi det til bondehusstil fra Ulsted Vinduer, fortæller parret, der kigger sig godt omkring før nyindkøb for at spare. Genbrug I stueplan fungerer 80'er-køkkenet og en cirka 30 kvm stor stue med lys fra både syd og nord. Den skal med tiden lægges sammen med køkkenet og blive til husets alrum med synlige bjælker. For at bevare stilen i det 70 år gamle hus skal gulvbrædderne i stuen gerne genbruges sammen med plankerne fra førstesalen, der bliver erstattet af nye. Til gengæld bliver en skorsten midt i huset væltet, fordi den ifølge Carsten Pedersen ødelægger mulighederne for at indrette ovenpå. Også det oprindelige badeværelse fungerer – indtil videre installeret med brugt wc og håndvask, ligesom en tidligere spisestue i stueplan nu fungerer som soveværelse for forældre og Jeppe på 16 måneder. En spånplade lukker af for buen ud til køkkenet. - De 75 kvm i stueplan er allerede mere, end den plads vi flyttede fra, fortæller Nina Jensen, der ligesom kæresten ønskede et gammelt hus med sjæl frem for et nyt. - Et som vi selv kunne renovere, og det skulle ligge i Gistrup. Huset på Hadsundvej 370 er bygget i 1935 og har stået tomt i fire år. Parret vil ikke afsløre prisen, men forventer, at renoveringen løber op i en million, der finansieres i hvert fald de første to år med afdragsfrie lån. Hjemme For Nina er Gistrup at komme hjem. Her bor stadig hendes far. Her er hun vokset op og har gået i skole. Og så ligger Aalborg og pædagogjobbet tæt på, ligesom Carsten heller ikke får langt til storbyen og studierne som bygningskonstruktør. En gravko har fjernet krat og buske fra den tilgroede have, så kun en syrenhæk skiller familiens have fra det gamle stadion. Den får efter planen følgeskab af en 50 kvm stor træterrasse med udgang fra det fremtidige køkken-alrum. Desuden er et nyt anlæg til fjernvarme allerede installeret i huset. Renoveringen skal foregå i tre etaper med Carstens kendskab til byggeri som drivkraft. - Men fordi jeg læser, kommer det til at vare to års weekender og ferier, konstaterer Carsten Pedersen. Første etape er førstesalen, hvor familien flytter op, når den er klar for at gøre plads til anden etape, stueplan, for endelig at slutte med den 30 kvm store kælder. Den skal efter hensigten fungere som bryggers og daglig indgang. Til sidst kommer turen til have og garage. I de 60 kvm på førstesalen bliver der udover et nyt badeværelse plads til forældresoveværelse og to børneværelser med hems som legerum og plads til togbaner og andet, der bare kan blive liggende uden at være i vejen. Arkitektur Via Nørresundby Bank har arkitekt Hans Maigaard kigget på huset, som parret ellers havde planlagt i detaljer. Ifølge arkitekten er det vigtigt med en helhedsplan til et så stort projekt. - Og at sætte de indvendige rum sammen med de udvendige. Tingene skal hænge sammen, ligesom krav skal afstemmes med ønsker, påpegede Hans Maigaard under sit første besøg. - Eller sagt med andre ord: Man skal definere "nice to have, need to have." Kravene til huset er, at der skal være plads til småbørn, og det skal fungere uagtet førstesalen, som ad åre kan indrettes til børnene alene. - Vi kan lige så godt bygge generationsskifte ind i huset. Det glemmer folk ofte, er arkitektens erfaring. - Det gode ved to-planshuse er, at der er mulighed for dobbelthøjde i et rum. Det giver kontakt mellem etagerne som frit udsyn fra førstesalen til køkken-alrummet, konstaterede Hans Maigaard. Ændringer Det har Nina og Carsten nu ikke til hensigt at lave, men Hans Maigaard fik alligevel et par ord at skulle have sagt. Arkitekten vendte tilbage til familien et par gange for blandt andet at måle rummene op for siden at komme med ideer til ændringer, der gerne skulle blive forbedringer. - Og vi har ændret planerne på førstesalen, så kvisten nu kommer til at give masser af lys til et stort badeværelse, fortæller Carsten Pedersen om det rum, der ellers var tænkt som trappeafsats. - Det betyder nemlig, at vores soveværelse bliver større. For Carsten og Nina var det rart med ekstra øjne på deres plan, der også er ændret med hensyn til bagindgangen. - Hans Maigaard foreslog, at vi flyttede bagindgangen om på sydsiden af huset i stedet for nedenunder hovedindgangen. På den måde bliver gavlen med hovedindgangen pænere, og vi får nemmere ved at komme ind og ud gennem bagindgangen, konstaterer Carsten, der ligesom Nina glæder sig over arkitektens besøg. Og som har gjort en erfaring: - Det er en god ide med en arkitekt lige fra starten. Jeg ville gerne have lyttet til hans råd om at sætte tagvinduer i de to børneværelser på førstesalen, fordi rummene efter hans mening er underbelyst. Men taget var lagt, og nu vil jeg ikke ændre det. BoGodt vender tilbage, når førstesalen er færdig.