Golf

Fra kaniner til vaske- ægte køllesvingere

AARS:Forkundskaber er intet krav, når Aars Golfklub i morgen inviterer til en ny omgang golf for begyndere på kortbanen på Tandrup-vej. Her vil klubbens pro-træner Allan Høeg Madsen nemlig stå klar til at instruere i den vanskelige kunst at svinge en golfkølle, så man hverken gør skade på sig selv, det sarte græstæppe eller naboen på banen. Det sker når Aars Golfklub holder forårets andet åbent hus arrangement. Det første - i påsken - fristede 30 begyndere, der for en stor dels vedkommende allerede er begyndt på den undervisning, der sidst i juni gerne skulle føre til, at de består den nødvendige eksamen, som giver ret til at færdes på landets golfbaner. - Samtidig vil vi sørge for at "kaninerne" får en orientering om klubben i klubhuset, forklarer klubsekretær Lone Neergaard Jacobsen. Aars Golfklub har allerede 130 medlemmer, og forventer sidst i maj at tage de første ni huller på 18-hullersbanen i brug. I august følger de sidste ni huller.