EMNER

Fra kirkerum til showroom

Indretningsfirmaet Inn-Dekor har købt Metodistkirken

HJØRRING:- Hvis ikke et firma som mit kan finde noget spændende at bruge en kirke til, så ved jeg ikke, hvem kan. Det siger indehaveren af indretningsfirmaet Inn-Dekor, Jesper Løth Larsen, som i begyndelsen af det nye år flytter fra Jernbanegade til den nedlagte Metodistkirke. Det, der indtil juni var en fungerende kirke, bliver i fremtiden Inn-Dekors udstilling og tegnestue. Blikfang Da kirken blev sat til salg, så Jepers Løth Larsen hurtigt en mulighed for en spændende og anderledes adresse for det firma, som han har drevet i omkring 20 år. Han lægger ikke skjul på, at kirken også kan være et anderledes blikfang for firmaet. Selv om han har drevet firmaet, som arbejder med at indrette forretninger, restauranter og lignende, i mange år, så er der ikke så mange udenfor den verden, der kender til dets eksistens. Med den nye placering, håber han, at flere private vil finde vej til hans forretning. Et er, at forretninger og restauranter benytter sig af professionelle, når der skal bygges nyt eller bygges om. - Jeg kan mærke, at der er flere og flere opgaver i den privat sektor, siger Jesper Løth Larsen, som sender en venlig tanke til de mange indretningsprogrammer i fjernsynet. Med respekt for kirken Hvis nu nogen skulle frygte, at den gamle kirke en dag genopstår med store vinduer og udstillinger, så sker det ikke. - Jeg er meget interesseret i bygningskultur, og jeg har tænkt mig at føre kirken tilbage til det oprindelige udseende, hvor den havde hvide vinduer, siger den nye ejer. Han håber også, at facaden i røde sten kan bevares som den er, men det er lidt usikkert, for der er mange frostsprængte sten, som en murer lige skal kigge på. Han har også planer om indrettet lejligheden ovenpå kirkesalen på ny, og her går ideerne i retning af forskudte etager, så også kirketårnet kan bruges som bolig. - Måske flytter vi selv ind i den, for vi har da overvejet at flytte fra parcelhuset, siger Jesper Løth Larsen.