Kunst

Fra klittens ro til hovedvejens larm

Johnny Larsen nyder at udstille gæstekunstneres værker

HIRTSHALS:Roen i Skallerup klit var blevet for øresønderrivende for billedhugger Johnny Larsen. Derfor flyttede han for tre år siden ind på Strandvejen 4 i Tornby, overfor tankstationen helt oppe ved hovedvejen. - Ja, her sker der virkelig noget. Når man sådan kommer ude fra klitten, føles det her næsten som at gå ind i et maleri af Poul Anker Beck, hævder den 46 årige kunstner. Hele sommeren i fjor havde han et skilt stående ude ved vejen, der bød indenfor i kunstnerværkstedet. Så den megen tummel er han selv delvis skyld i. I påsken arrangerede han en udstilling med skulpturer og gæstekunstner. Det var billedkunstneren Per Børge Maltersen, Lønstrup, der dels udstillede malerier, flotte grafiske stentryk og et par kæmpe blyantsværker. Til sommer satser Johnny Larsen på at få Jens Sørensen, Hjørring som gæstekunstner. - Det er altså ikke sådan på gallerifacon. Mine gæstekunstnere scorer selv hele summen for de værker, de sælger, slår Johnny Larsen fast. Men han føler sig åbenbart tilpas med, at hans stenskulpturer på den måde suppleres af anden form for kunstnerisk udtryk. Og det klæder den lille garage, han har indrettet sig i. Indkørslen er flankeret af flere rækker stenskulpturer i forskellige størrelser og former. Masser af udtryksfulde ansigter har han tryllet frem af de små og store granitblokke, han som en anden Jens Vejmand hugger til og pudser op. Og fantasien til at opdage hver stens mulighed har han. Ja, ind imellem, når han fortæller om tilblivelsesprocesserne, virker det som om, fantasien løber af med manden. Nærmest rablende springer ideer og indfald ud af munden. Men når først han går i gang med hammer og mejsel, får han styr på ideerne. Det vidner de mange vellykkede skulpturer om. At han evner at finde linjerne frem i granitten, kan man i Hirtshals dagligt forvisse sig om ved at studere hans store skulptur med legende havdyr for enden af Nørregade. Her har han perfekt udnyttet stenens linjer til at give sine fabeldyr såvel genkendelige træk som masser af bevægelse og liv. Også denne sommer er publikum velkommen til at kigge ind på Johnny Larsen værksted, selvom han måske ikke hver dag sætter sit skilt ud.