Fra koldstart til storsejr

Thisted FC vendte 0-2 til 6-2 i serie 3 opgøret mod Frem 71

Lars Christensen
Giancarlos Schedan scorede til 5-2 for TFC i opgøret mod Frem 71.Arkivfoto: Diana Holm
Fodbold 20. september 2011 12:02

Det var fra koldstart til en storsejr på 6-2 for Thisted FC, da holdet mandag aften havde besøg af Frem 71 til et opgør i fodboldens serie 3. Inden de blåblusede havde spillet sig varme på den regntunge bane, havde morsingboerne udnyttet to forsvarsfejl til en føring på 2-0. Inden pausen satte Mike Hermanson foden på et godt indlæg fra Bo Kyndi, og så stod det 2-1. Så havde TFC fået varmet målmaskinen op og scorede fire mål på 10 minutter i starten af anden halvleg. Kris Søgaard udlignede til 2-2. Morten Nystrup fra TFCs førsteholdstrup var tilbage efter en skade, og han headede efter et hjørnespark bolden ind i målet til 3-2. Stefan Andersen øgede til 4-2, inden Giancarlos Schedan bankede bolden ind til 5-2. I slutningen af kampen sørgede Kirs Jensen for tenniscifre, da han scorede direkte på frispark til 6-2. - Det var sløjt i første halvleg, mens vi spillede en rigtig god anden halvleg. Vi stillede et rigtig stærkt hold, sagde TFC-træner Marcel Hampel, der havde ros til Kris Søgaard for en stor kamp. TFC stillede med et hold med mange spillere, der enten er i jyllandsserietruppen eller tidligere har spillet i jyllandsserien, og blandt dem var Christian Yde, der var tilbage efter en skadespause. Med sejren kom TFC op på andenpladsen et point fra Frøstrup/Hannæs på førstepladsen og to point foran Hanstholm og Sjørring på de efterfølgende pladser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...