Fra krise til højkonjunktur: Bilsalget er fordoblet på et årti

Når politikerne ændrer bilafgifterne, kan det læses i salgstallene, siger markedsanalytiker.

Det seneste årti har bilsalget slået rekord næsten hvert år. Det siger både noget om forbrugernes forbedrede privatøkonomi - men typen af biler, der sælges, siger også noget om, hvor effektive politikernes ændringer i bilafgifterne har været, viser analyse fra Bilbasen og Spar Nord. (Arkivfoto)

Det seneste årti har bilsalget slået rekord næsten hvert år. Det siger både noget om forbrugernes forbedrede privatøkonomi - men typen af biler, der sælges, siger også noget om, hvor effektive politikernes ændringer i bilafgifterne har været, viser analyse fra Bilbasen og Spar Nord. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Siden 2009 er salget af nye biler fordoblet fra 112.000 i 2009 til 225.000 i år, viser en analyse fra banken Spar Nord og salgsportalen Bilbasen.

Salgstallene er i høj grad et udtryk for, at de danske forbrugeres privatøkonomi er blevet løftet som en varmluftsballon fra finanskrisens dyb til en højkonjunktur, forklarer cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm i analysen.

Men under den voksende købekraft er der også en anden bevægelse, der er værd at lægge mærke til, siger markedsanalytiker for Bilbasen, der i dag er ejet af eBay, Jan Lang.

For i de mange solgte nye biler kan man se politikernes fingeraftryk fra de ændringer i afgifterne, som de har gennemført, lyder hans analyse.

- Alle de politiske intentioner bag de fem afgiftsomlægninger, der har været siden 2007, er blevet indfriet. Så når politikerne gør noget, har det en markant effekt, siger han.

- De politiske intentioner bag den seneste afgiftsomlægning blev indfriet. Der er stadig et provenu, danskerne har fået billigere biler, og de biler er blevet mere brændstoføkonomiske.

Flere af omlægningerne har forsøgt at fremme biler, der bruger brændstoffet mere effektivt. Det er umiddelbart godt for klimaet. Men bilerne er også blevet billigere, og der er kommet flere af dem, hvilket er skidt for klimaet.

- Det er rigtigt, at der kører flere biler, og det har selvfølgelig en påvirkning. Men danskernes biler er blevet meget nyere, siger han.

- Og særligt fra 2015 og frem er der sket noget med brændstoføkonomien. Den er i runde tal 15-30 procent forbedret.

Hvordan politikernes afgifter påvirker bilsalget, bliver højaktuelt, når den kommission, som tidligere Dong-topchef Anders Eldrup sidder i spidsen for, skal endevende bilafgifterne og foreslå en ny struktur på afgifter.

Kommissionen blev nedsat til at opfylde den tidligere regerings mål om en million elbiler på de danske veje i 2030.

Her bekræfter det seneste årti ifølge Jan Lang, at politikerne med afgifter kan præge den danske bilpark. Her giver salgstallene fra det seneste årti ifølge Jan Lang særligt en lektie til Anders Eldrup:

- Når man kigger på, hvilke parametre danskerne vælger bil ud fra, er det ekstrem behovsbestemt. Det skal dække familiens pladsbehov. Lidt nede på listen kommer hensynet til miljø, så det er ikke en topprioritet, siger han.

- Hvis man skal drive en udvikling, skal den være i priserne på biler. Så hvis bilerne er billige og relevante, så køberne danskerne dem.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.