Overenskomster

Fra lærer- til FN-forbund

Anni Herfort Andersen finder nu vej til spalterne, når det handler om menneskers rettigheder. Onsdag fylder hun 60 år

Anni Herfort Andersen finder nu vej til spalterne, når det handler om menneskers rettigheder. Onsdag fylder hun 60 år

¤Anni Herfort Andersen, fhv. formand for Danmarks Lærerforening, fylder onsdag 60 år. Hun blev formand for Danmarks Lærerforening (DLF), da forgængeren trak sig et år før tid. Års uenighed fik også hende til at gå før tid. Men Anni Herfort Andersen fik syv år som den første kvindelige formand for landets skolelærere. I dag er hun generalsekretær i FN-forbundet, og onsdag den 14. januar fylder hun 60 år. Anni Herfort Andersen var formand for lærerne i Næstved, da hun i 1993 blev næstkommanderende i DLF. To år senere blev hun bossen. Som formand høstede hun anerkendelse for en åben og demokratisk ledelsesstil, men hendes resultater ved forhandlingsbordet gjorde hende også upopulær hos flere medlemmer. Resultatet ved overenskomstforhandlingerne i 1999 kostede hende næsten posten som formand. Stemmerne viste splittelsen, da hun blev genvagt senere samme år. 165 pegede på Anni Herfort Andersen, der er uddannet sløjd- og samfundsfagslærer, mens 144 stemte på den nuværende formand, Anders Bondo Christensen. - Der har selvfølgeligt været knubbede ord, men man skal kunne tage mosten, hvis man vil være leder af en forening som DLF, sagde hun den gang. Men den interne ballade og "ævl og kævl" blev dog for meget for formanden, og hun trak sig et år før tid i 2002. Det var dog langt fra problemer det hele, der var også kærlighed i luften. Som formand mødte hun Kay Christensen, der var redaktionssekretær på lærernes fagblad, Folkeskolen. For at undgå snak stod parret frem og fortalte om forholdet blandt andet i et interview til fagbladet Journalisten. Og for at undgå habilitetsproblemer var reglerne klare. - Vi aftalte, at det skulle være muligt, at jeg kunne fortælle ham nogle ting, som han absolut ikke måtte fortælle på redaktionen, og der var da også ting, som jeg slet ikke fortalte ham, sagde Anni Herfort Andersen, der stadig danner par med sin tidligere redaktionssekretær. I dag er jobbet som fagforeningsboss byttet ud med en titel som generalsekretær i FN-forbundet. Også som formand for DLF interesserede hun sig for arbejdsforholdene for kollegerne over hele kloden. Så selv om hun med sin exit som lærerformand forsvandt fra den daglige nyhedsstrøm, finder hun af til vej til spalterne, når det handler om menneskers rettigheder. ritzau/