Motionsidræt

Fra lavprisvarehus til femstjernet hotel

Det legendariske Daells Varehus genopstår til sommer

KØBENHAVN:Fra den 600 år gamle Skt. Petri Kirke i København vil man i løbet af fire en halv måned kunne se over på et splinternyt luksushotel ved navn Skt. Petri. Som en anden Fugl Føniks er det opstået i den bygning, som indtil 1999 husede stormagasinet Daells Varehus, som lancerede udtrykket "Flere og flere går om ad Nørregade". Hotellet er bygget op omkring en atrium lobby med udendørsterrasse, og at hotellet bliver en succes, er der overhovedet ingen tvivl om, hvis man skal tro ejerne i First Hotel-kæden, der i dag driver omkring 60 hoteller i Skandinavien. I sin tid var det TK Development A/S, der købte ejendommen. Det var i efteråret 1999, og iagttagere vurderede dengang, at den nordjyske ejendomsudvikler kunne tjene et trecifret millionbeløb på at renovere og ombygge det fine, gamle stormagasin til et internationalt luksushotel. Skt. Petri Hotel, bemærkelsesværdig ved sine rødmalede mure, vil blive drevet af Tribe Hotel Management og helt nøjagtig indrettet i etagerne 2.-7. sal. I stueplanet kommer der forretninger. Bygningen fra 1937 , holdt i hvad der kaldes klassisk modernistisk stil, skyldes Vilhelm Lauridsen. Dens nuværende udformning er foretaget af firmaet Millimeter Arkitekterne, Stockholm, og Erik Møllers tegnestue. Per Arnoldi har forestået farvevalget i værelserne. Projektet står i 600 mio. kr. Hotelbranchen er følsom, men afmatningen efter selvmords-terroraktionen 11. september 2001 får ikke investorer og hotelfolk til at ryste. De er nok bekymrede over udsigterne til en Irak-krig, men har principielt is i maven. Belægningsprocenten på de københavnske hoteller har i de sidste fem år ligget omkring 70 pct. For at holde denne procent efter åbningen af de nye hoteller skal antallet af hotelgæster ifølge eksperterne stige med tre-fire pct. Med Skt. Petri hotel og dets 270 værelser vil København have øget sin hotelkapacitet med 24 pct. siden 1999. To andre hoteller, Quality Hotel Sydhavnen, og The Square Copenhagen på Rådhuspladsen, med henholdsvis fire og tre stjerner, vil åbne i løbet af dette år. Indtil nu er hovedstadens hotelkapacitet helt nøjagtigt øget fra 7800 til 9162 hotelværelser. Hvis man tager hele Storkøbenhavn med er der 14.200 hotelværelser til rådighed. København vil herved have fem femstjernede hoteller: De gamle d'Angleterre og Royal foruden de nye Mariott, Hilton og Skt. Petri. Glæden over det er ubetinget hos Wonderful Copenhagen, den organisation, som promoverer hovedstaden. "Men totalt er hovedstadens hotelkapacitet nok efterhånden i overkanten", siger organisationens direktør Lars Bernhard Jørgensen. "Det vil være den store udfordring i de kommende år at fylde alle hotellerne - dem er der nu alt i alt 95 af". Stjernerne tildeles af et udvalg, der bl.a. har hotelorganisationen Horesta og Erhvervsministeriet som medlemmer. Kriterierne for at få et bestemt antal stjerner er forskellige i forskellige lande. Til f.eks. at få frem stjerner skal hotellet have fitnesscenter eller indendørs swimming pool. Skt. Petri har alene fitness center. Radio og tv kræves eksempelvis for at erhverve tre stjerner. Det er deltagere i kongresser og firmamøder, som først og fremmest skal fylde kvalitetshotellerne. Desværre er der opstået en vis ubalance mellem den øgede hotelkapacitet og de samlede kongresfaciliteter i København. En nylig undersøgelse viser, at byen ikke rigtig kan nøjes med det ene store kongrescenter Bella Center, hvis byen skal stå sig i konkurrencen med andre storbyer om kongresser. København ligger på en syvendeplads blandt verdens kongresbyer - de nærmeste konkurrenter er Wien, Barcelona, Nice og Amsterdam. Det vil kræve både offentlige og private investeringer i en størrelsesorden af 700-900 mio. kr. at finansiere et nyt kongrescenter - evt. ved udbygning af Bella Center eller ved en nybygning på DSB's gamle godsterminal ved Københavns Hovedbanegård, således som der er stillet forslag om. København har i flere henseender styrket sin position og skaffet sig et nyt image i de senere år efter åbningen af Storebælts- og Øresundsbroerne, udbygningen af Københavns Lufthavn og stigningen i passagertallet. Statens Museum for Kunst og Glyptoteket har fået tilbygninger, mens Det Kongelige Bibliotek flyttede ind i Den Sorte Diamant. For ikke at tale om Metroen. /ritzau/