Fra Lokal- til Dagli'Brugs

Mere plads til kunderne i Skarp Salling Brugs

Bejstrup 2. september 2002 08:00

SKARP SALLING: I weekenden blev den nye Skarp Salling Brugs officielt indviet. Forretningens areal er næsten fordoblet og fremstår nu ny, lys og venlig. Ligeledes er der blevet bedre plads til at komme omkring varerne. Hvilket der da også kan være brug for, eftersom der i dag er væsentlig flere af dem. Butikken er nemlig blevet Dagligbrug i stedet for at være Lokalbrugs som hidtil. Ifølge formand for bestyrelsen i Skarp Salling Brugsforening, Svenning Nygaard, har det allerede kunnet mærkes i form af en øget omsætning. Men der er dog stadig langt til, at de udvidede åbningstider inddrages. Ved festligheden klippede en af de lokale beboere, Carl Nøhr, snoren ind til butikken over, under henvisning til at Dronning Margrethe var optaget af Frankrig, og Kronprins Frederik af Mary. Da snoren var bristet, marcherede Løgstør Schjow Band ind i butikken og underholdt en times tid med høj og humørfyldt blæsermusik. Hen imod 300 kunder mødte op for at hilse på og få et glas rødvin. Og tage for sig af de mange varer der i dagens anledning var blevet nedsat. Brugsens omsætning er i dag oppe på 23,5 millioner kroner. Til sammenligning var omsætningen i 1990 på 3,5 millioner kroner - Så man må sige, at det har været de rigtige beslutninger, som de enkelte bestyrelser har taget på de rigtige tidspunkter, fastslog Svenning Nygaard i sin tale. - Der har været brugs i Salling i mere end 90 år, men mens de fleste små land-brugser har måttet dreje nøglen om, har vi den glæde at kunne indvi en så flot butik her i dag. For at kunne forstå dette er det nødvendig med et lille tilbageblik til slutningen af firserne. Der havde man fået den ide at bygge ny butik og tankanlæg i Salling. Det blev af mange anset som ren galmandsværk, men det lille samfund stod sammen om ideen, selvom selveste FDB var imod. Der blev skabt kapital til byggeriet ved salg af andelsbeviser til medlemmerne. Og mange medlemmer gav et nap med ved opbygningen af butik og benzinanlæg. Der blev dengang gjort en indsats som vi i dag profiterer af, for uden den nye brugs som blev indviet i 1990, var vi ikke nået hertil i dag. Man var også fra første færd fremsynet og indførte de lange åbningstider, samtidig med at man holdt åbent både lørdag og søndag. En politik, som nu er indført i de fleste mindre butikker, sagde han. Endelig takkede formanden også for den indsats mange havde ydet i forbindelse med byggeriet. - Tak til medlemmerne og kunderne for stor tålmodighed. Det støver og roder når man bygger. Der skal også rettes et tillykke til håndværkere og arkitekt for et flot stykke arbejde. Det er mit indtryk, at der har været et godt samarbejde hele vejen rundt. Til slut skal der også rettes en tak til personale og uddeler Lennart Christensen for en kæmpeindsats under og efter byggeriet. Vi ved godt at der har været meget at se til hele sommeren igennem, sagde han. Butikken er tegnet af Steen Kjærsgaard fra Arkitekt Nord i Bejstrup.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...