Fra mareridt til måljubel

FC Nordjyllands to frontløbere slog til i topkampen

Fodbold 28. oktober 2002 07:00

SUNDBY: Sjældent er en fodboldspiller blevet skiftet ud med så bredt et smil som FC Nordjyllands Thomas Buus Nielsen, da han midt i anden halvleg trak sig ud af topopgøret i 2. division mod Fremad Amager i Sundby Idrætspark. - Jeg var bare så enormt glad for at have scoret for første gang siden mit comeback - og så oven i købet til 1-0 på et rigtig godt tidspunkt i så vigtig en kamp. Jeg har været gennem noget af et mareridt, hvor jeg en overgang frygtede, at karrieren var forbi, og nu føler jeg for alvor, at jeg er på rette kurs. Lungerne holder blot ikke til en hel kamp endnu, lød det glædesstrålende fra den 26-årige angriber i omklædningsrummet, hvor FCN-lejren som helhed kunne juble over en velfortjent 3-0 sejr. I dommerens tilllægstid i første halvleg åbnede Thomas Buus Nielsen scoringen med et drønende venstrebensskud fra kanten af feltet, velplaceret ved roden af modsatte stolpe. - Jamen, jeg skyder lige godt med begge ben. Nej, højrebenet er normalt bedst, grinede Thomas Buus Nielsen, der tegnede sig for sit første divisionsmål, siden han i efteråret 1999 optrådte for FC Midtjylland i 1. division. Siden fulgte et kort ophold i østrigske Bregenz, hvor han i sommeren 2001 vendte tilbage med en drilsk skade i akillessenen og måtte gennem operation og lang genoptræning, før han for en måned siden var klar til debut for FCN. To mål af Gundersen Efter to kampe som indhopper er Thomas Buus Nielsen nu startet inde to gange i træk, og før kræfterne slap op i Sundby nåede han at spille angrebsmakkeren Glenn Gundersen fri til 2-0. Glenn Gundersen var også på pletten til 3-0 og nåede dermed op på 16 træffere i efteråret, kun én mindre end 2. divisions førende målskytte Thomas Maale, der i går blev holdt i kort snor af FCN-forsvaret. - Jeg satser da på at overhale ham. Det er en fornøjelse at spille, som det kører nu, og vi skal op i 1. division i denne sæson. Ellers kommer vi det aldrig, fastslog Glenn Gundersen, der har scoret i alt ni gange i de seneste fem kampe. Angrebsduoen fik store roser for både arbejdsindsats og effektivitet af FCN-cheftræner Flemming Nielsen, der erklærede sig yderst tilfreds med indsatsen over hele linjen. - Vi tog et vigtigt skridt med denne sejr, hvor spillerne til fulde bestod prøven foran et fanatisk publikum og under ekstremt svære forhold.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...