Fra Mongoliet til Aars

Kunst 2. september 2002 08:00

AARS: Museumscenter Aars kan i perioden 6. september - 20. oktober præsentere mongolsk tekstilkunst i en ny udstilling med titlen "Fra Mongoliet". De udstillede værker i blandt andet filt og silke stammer fra Kulturuniversitetet i Mongoliets hovedstad Ulaan Bator. Her er det blevet produceret af studerende på en kun fem-årig gammel filtlinje, hvor der undervises i gamle håndarbejdsteknikker. - Værkerne kommer til Aars i selskab med to af underviserne fra selvsamme universitet. Tsultemin Narmandakh og Bayanaa Bayandurren hedder kvinderne, som vil være tilstede, når udstillingen bliver åbnet. De to undervisere vil i den første uge af udstillingen demonstrere traditionelle mongolske håndarbejdsteknikker. Så det er en enestående chance for at se, hvordan filtning foregår, hvordan applikationer konstrueres, og hvordan fine snoede kantsnore laves i hånden, siger udstillingstilrettelægger Lene Birgitte Højrup. Mongolsk etnografika Kontakten til kulturuniversitetet er skabt igennem faglærer, tekstilkunstner og filtekspert Lene Nielsen. Hun har to gange rejst i Mongoliet for at studere filtteknik og for at få et indblik i mongolernes brug af filt. Museumscenter Aars benytter også lejligheden til at vise en række interessante etnografika fra Mongoliet udlånt af De Etnografiske Samlinger på Moesgård Museum/Aarhus Universitet. De skal medvirke til at sætte de moderne mongolske tekstilarbejder i perspektiv og fortælle om mongolsk kultur. Udstillingen bliver åbnet af borgmester Knud Kristensen fredag 6. september klokken 14.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...